Kort nyt

27. jun 2024 kl. 13:46

Første kandidat til at afløse bykonge har meldt sig

Mindre end 24 timer efter, Holstebros borgmester – H.C. Østerby (S) – fortalte, at han ikke genopstiller, er et bud på en afløser klar.

Byrådsmedlem Klaus Flæng vil være Socialdemokratiets nye spids.

Den 45-årige byrådspolitiker har i syv år været udvalgsformand for først for Teknisk Udvalg og nu for Børne- og Familieudvalget. Derudover er han medlem af Økonomiudvalget.

Klaus Flæng, der er gift og far til to børn og bor i Vinderup, har siddet i byrådet i Holstebro siden 2013. Han siger i dag til TV MIDTVEST, at han er parat til at løfte arven efter H.C. Østerby, der har været borgmester siden 2010.

- Jeg har gået med tanken om, at en dag ville H.C. stoppe - og derfor har jeg forberedt mig på det, fortæller Klaus Flæng. 

- Derfor kan jeg melde mit kandidatur ud nu. Jeg har afklaret det med min familie. Jeg har talt med hele byrådsgruppen. Jeg har ringet rundt til hver enkelt og fortalt dem min beslutning for at være åben omkring det, men har selvfølgelig en forventning om at andre også vælger at stille op, siger han.

29. jun 2024 kl. 23:24

Så gik den ikke længere: Danmark ryger ud

Danmark er ude af EM efter et 0-2 nederlag til Tyskland. Kai Havertz og Jamal Musiala scorede for EM-værterne.

De danske landsholdsspillere kan pakke kufferterne og tage på sommerferie efter at være blevet slået ud af EM.

Lørdag aften var de tyske værter en tand for stærke og havde samtidig alle de berømte marginaler på sin side i ottendedelsfinalen, som Danmark fortjent tabte 0-2 i Dortmund.

En snæver, snæver offside forhindrede et dansk føringsmål få minutter inde i anden halvleg, og kort efter tog tyskerne føringen på Kai Havertz' straffespark. Siden øgede Jamal Musiala til 2-0 midt i halvlegen og fjernede spændingen.

Undervejs i første halvleg var kampen afbrudt på grund af lyn og torden.

For anden slutrunde i træk må landsholdet rejse hjem uden at have vundet en kamp, men i modsætning til VM i Qatar nåede Danmark trods alt frem til knockoutfasen og spillede sin chance.


29. jun 2024 kl. 21:57

20-årig ikke fundet lørdag: Politi forventer at lede igen søndag

Lørdag aften fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen, at politiet har indstillet eftersøgningen af den 20-årige mand, som har været forsvundet siden natten til lørdag.

Eftersøgningen begyndte natten til lørdag omkring klokken 2, da den 20-årige sammen med to venner forsøgte at sejle tværs over Nørresø i Viborg i kajakker. Det var kun de to kammerater, der kom i land.

- Vi laver en vurdering igen i morgen (søndag red.). Det forventes, at vi fortsætter i et eller andet niveau, siger vagtchef Carsten Henriksen.

Vagtchefen fortæller, at politiet lørdag ikke var kommet tættere på at finde den 20-årige, inden myndighederne indstillede eftersøgningen, selvom efterforskningen havde været i gang hele lørdagen med politipatruljer, hundepatruljer, både fra Beredskabsstyrelsen og en helikopter.

29. jun 2024 kl. 21:02

Følg EM-braget her

Det danske herrelandshold får sin sag for, når de lørdag brager sammen med de tyske EM-værter. Det sker i ottendedelsfinalen.

Tyskerne vandt deres indledende pulje, mens Danmark sneg sig videre via en andenplads. Den kom i hus, efter Danmark spille uafgjort i alle tre kampe.

Du kan følge ottendedelsfinalen i livebloggen herunder:


29. jun 2024 kl. 20:28

Demonstration over gift i havet

En god blanding af børn og voksne, surfere, Danmarks Naturfredningsforening, turister og lokale var lørdag taget til stranden i Thyborøn. Men de knapt hundrede mennesker var der ikke for at nyde en strandtur, men for at protestere over, at der flere steder i landet bliver ledt gift ud i havet.

Initiativtager Nikolai Sørensen har selv oplevet at blive dårlig efter en surftur lidt syd for Thyborøn i nærheden af det område, hvor det tidligere Cheminova - kemiproducenten FMC Corporation, udleder sit spildevand i Vesterhavet:

 - Ikke lige her i Thyborøn, men nogle kilometer sydpå har nogle af os prøvet at blive syge af at surfe. Vi fik en grim hoste, og det var egentlig grunden til, at vi startede det her, forklarer Nikolai Sørensen, som til daglig arbejder som kysttekniker ved Kystdirektoratet.

TV MIDTVEST har været i kontakt med FMC Corporation. Virksomheden har ingen kommentarer.

29. jun 2024 kl. 20:01

Midtjysk sprinter slår rekord

Simon Hansen er ny indehaver af den danske rekord på 100 meter løb efter en overbevisende DM-finalesejr.

Simon Hansen er Danmarks hurtigste mand. Det slog han fast med syvtommersøm lørdag.

I Hvidovre åbnede løberen DM i atletik med en knusende sejr på 100 meter og satte i samme omgang ny dansk rekord.

Han vandt i tiden 10,11 sekunder og skar på den måde tre hundrededele af den nu tidligere danske rekord, som Kojo Musah satte i 2021.

Simon Hansen er endnu ikke kvalificeret til OL.

29. jun 2024 kl. 18:44

Cykelekspert godt tilfreds med Vingegaards start

TV MIDTVESTs cykelekspert Trine Schmidt er optimistisk omkring Jonas Vingegaards form efter at have set dagens etape, som skød årets Tour de France i gang.

I sin analyse af etapen skriver hun blandt andet:

Så kom vi i gang med første etape af Tour de France, og man må bare sige, at der foreløbigt ikke er en finger at sætte på Jonas Vingegaards Tour-start. Han er kommet godt fra start!

Allerede på holdpræsentationen i torsdags bemærkede man den storsmilende thybo, som lignede en, der trivedes ved at være tilbage i løbstrøjen. Vingegaard lagde der ikke skjul på, at det for ham bare var en sejr i sig selv at være til start i Firenze, og så må det gå, som det går, selvom han vil gå efter det bedst mulige resultat.

For mig er det helt klart, at Jonas Vingegaard ikke ville starte i Tour de France uden at være tæt på 100 %. Men han kan næsten umuligt være på mere end 90-95 %. 

29. jun 2024 kl. 17:51

9 ud af 10 får ikke hjælp i tide

Kun cirka hver tiende barn bliver udredt inden for tiden i udredningsretten i Region Midtjylland.

Det viser nye tal fra Region Midtjylland, der onsdag blev præsenteret på et regionsrådsmøde. Tallene er for perioden 1. januar 2024 til 30. april, fortæller TV 2 Østjylland.

Det er selvom, at man ifølge udredningsretten har ret til at blive undersøgt og udredt inden for 30 dage.

Og det er ikke godt nok, mener Else Søjmark (S), der er formand for psykiatri- og socialudvalget i Region Midtjylland.

- De tal skal klart være bedre. Vi tager det meget alvorligt, og jeg er ked af det på vegne af de familier, der skal vente. Det er sådan, det ser ud nu, men vi arbejder ihærdigt på at gøre det bedre, siger hun og tilføjer:

- Det er et vedvarende og sejt træk, fordi det er så stor en udfordring. Vi skal have et stærkt fokus på det, og det har vi også, siger Else Søjmark til TV 2 Østjylland.

Herunder kan du læse om, hvordan familien Jakobsen fra Silkeborg oplevede ventetiden.

29. jun 2024 kl. 16:10

20-årig student forsvandt: Nu reagerer tidligere elevrådsformand

Mange af de nyudklækkede studenter i Viborg har sat studentergilder og fejringer på pause lørdag på grund af den store eftersøgning af en 20-årig mand, som myndighederne lørdag leder efter ved Nørresø i Viborg.

- Det er jo forfærdeligt og hjerteskærende at vide, siger tidligere elevrådsformand på Viborg Katedralskole, Nora Danvad Fyllgraf.

Nora Danvad Fyllgraf blev selv student i går og fortæller, at hun selv og mange af hendes klassekammerater er påvirket af nyheden.

- Tingene står stille blandt os elever på VK (Viborg Katedralskole, red.). Der er flere, som har aflyst, fordi de bor tæt på søen, eller de har kunnet høre helikopteren hele dagen.

De unge ved ikke så meget endnu, og derfor er festlighederne sat på pause.

TV MIDTVEST opdaterer fra eftersøgningen i livebloggen her:


29. jun 2024 kl. 14:56

Særligt år giver Vingegaard nyt mantra

Det har været et hårdt forår for Jonas Vingegaard.

Den dobbelte Tour-vinder, der bor i Glyngøre og er vokset op i Hillerslev, har ikke kørt et cykelløb siden sit grimme styrt ved Baskerlandet Rundt i april, hvor han brækkede adskillige knogler og punkterede sin ene lunge.

Derfor er det også en yderst lettet dansker, der lørdag stiller til start ved Tour de France.

- Det er næsten helt emotionelt for mig at gøre det. Det har jeg set frem til i lang tid nu, siger Jonas Vingegaard til TV 2 Sport lige før 1. etape af verdens største cykelløb.

Og går det alligevel ikke for Tour-vinderen fra 2022 og 2023, har han et mantra.

- Hvis ikke det går, så går det ikke. Og så går det nok alligevel. Med alt, der er sket, så er det forståeligt.


29. jun 2024 kl. 14:32

Skive i gult på Tour de Frances første dag

Skive er lørdag gået i gult. Det sker i forbindelse med, at årets første etape i Tour de France løber af stablen. Hyldesten er selvfølgelig til ære for den lokale cykelhelt Jonas Vingegaard, som kæmper for at kunne stå øverst på podiet for tredje år i træk.

Over 100 gule t-shirts er delt ud til byens børn, som også har fået kridt til at kunne skrive hilsner og tegne på gågadens fliser.

Det er Skive Kommune, der står bag arrangementet, og borgmesteren glæder sig til at følge med.

- Hele Skive bakker op om Jonas, og vi tror på ham. Han behøver jo heller ikke at vinde med seks-syv minutter i år – og uanset hvordan det går, så er vi stolte af ham, fortæller Peder Chr. Kirkegaard (V).

29. jun 2024 kl. 14:29

Unge deltager i eftersøgning af forsvunden student

- Det er frygteligt - helt vildt, siger Emma Julie Hangaard.

De to veninder Emma Julie Hangaard og Solvej Kristensen på 21 og 22 går og leder i vandkanten på Nørresøvej.

De vil gerne støtte op om eftersøgningen af den 20-årige mand, der natten til lørdag er forsvundet efter at have sejlet i kajak over Nørresø i Viborg med to venner. Det var kun de to venner, der kom i land.

De to veninder er begge berørt af situationen.

- Vi vil gerne hjælpe hans forældre med at finde ham hurtigt. Man tænker på hans pårørende. Det er virkelig hårdt.


29. jun 2024 kl. 09:55

I dag begynder Tour de France, og vestjyske kugler spiller en rolle

Når starten lørdag går til første etape af årets Tour de France, vil der på rigtig mange cykler være dele, der er made in Holstebro.

Virksomheden Ceramicspeed er nemlig igen hovedleverandør af et helt særligt kugleleje kaldet pulley-hjulet.

- Når man først har kørt med det, så kan man ikke køre uden. Og nogle hold tør ikke lade være med at køre med dem, fordi det gør så stor en forskel, fortæller Martin Banke, der er managing director for cykeldivisionen af Ceramicspeed.

Tandhjulene med de særlige kuglelejer bliver produceret i Holstebro og bliver hele tiden udviklet. Og de spiller også en rolle i andre sportslige begivenheder denne sommer.

29. jun 2024 kl. 09:45

Stor redningsaktion: 20-årig er forsvundet ved sø

En 20-årig mand er forsvundet ved Nørresø i Viborg. Fredag nat klokken 02 forsøgte han sammen med to venner at sejle tværs over søen i kajakker, men det var kun to ud af tre kammerater, der kom i land. 

Så nu leder myndighederne efter den tredje. 

Myndighederne er til stede med både politipatruljer og hundepatruljer i deres eftersøgning i og omkring søen i Viborg.

TV MIDTVEST opdaterer fra eftersøgningen i vores liveblog, du kan følge den her:


28. jun 2024 kl. 21:15

Undervandsdroner skal undersøge liv ved havvindmøller

To undervandsdroner er for første gang udenfor USA's grænser for at teste havmiljøet omkring vindmølleparken Hornsrev 2 udenfor Blåvandshuk.

Dronerne blev sejlet ud fra Hvide Sande Havn, og de skal i omkring ti dage lave miljøundersøgelser i vandet omkring havvindmølleparken.

De batteridrevne droner skal blandt andet undersøge dyrelivet. De er udstyret med et filter, der samler DNA i vandet, som er særdeles effektivt.

- Man får et billede af al biodiversitet lige fra bakterier til hvaler, siger Einar Eg Nielsen, der er professor på DTU Aqua i Silkeborg, der har lånt specialudstyret.

De to droner koster omkring en million dollars stykket.

28. jun 2024 kl. 19:23

Ældre kvinde sad fast i elevator

Elevatoren i en af Hernings høje bygninger, også kendt som Codanhus, satte sig fredag eftermiddag fast.

Inde i den var en ældre kvinde, som måtte trykke på elevatorens hjælp-knap for at komme ud.

Hun ventede mellem 25 og 30 minutter, før hun kom ud. Det oplyser Kasper Andersen, der er indsatsleder hos Brand og Redning Midtvest.

- Hun var selvfølgelig chokeret, men har det efter omstændighederne godt. Det er en uvant situation, at elevatoren stopper, siger han.

Da indsatslederen ankom til den 13 etager høje bygning, var kvinden kommet ud med hjælp fra en servicetekniker.

28. jun 2024 kl. 18:49

Flextaxa kørte ind i havareret varevogn

Trafikken har her til aften gledet lidt langsommere på motorvejen øst for Silkeborg.

En flextaxa kørte ind i en varevogn, som var havareret og holdt i nødsporet, og derfor var det kun muligt at passere i det ene spor. Det oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen.

Føreren af taxaen, en 36-årig mand fra Aarhus, blev kørt til tjek på skadestuen.

Uheldet skete i det østgående spor i retning mod Aarhus. Der er nu ryddet op.

28. jun 2024 kl. 18:22

Ny fredsskulptur afsløret

Håb var det helt store budskab, da en ny bronzeskulptur i dag blev afsløret ved KunstCentret Silkeborg Bad.

Skulpturen er lavet af den dansk-ukrainske billedkunstner Sergei Sviatchenko, som er bosat i Viborg, og forestiller en fredsdue med bladet fra en olivengren i næbbet.

- Det er en fantastisk kulisse og park, og jeg håber bare, at folk kommer her og siger ordet håb. Håb for vores fremtid og for det hele, siger kunstneren.

Afsløringen fandt sted på Ukraines nationaldag, og der var både taler, dans og musik. 

Værket skal symbolisere et håb om fred i Ukraine og resten af verden og har da også navnet ”Hope”.

Sergei Sviatchenko er manden i midten.
Sergei Sviatchenko er manden i midten.
28. jun 2024 kl. 17:57

Seksårig har det godt efter drukneulykke

Den seksårige dreng, der torsdag blev fundet på bunden af et udendørs svømmebassin på Uhre Friskole i Brande, har det efter omstændighederne godt. 

Det oplyser Tommy Sønderholm, der bestyrelsesformand på skolen, fredag eftermiddag.

Nu venter en gennemgang af ulykken.

- Det peger i retning af hændeligt uheld, men nu skal vi gennemgå, hvad der er sket, samt om der skal ændres noget i fremtiden og i så fald hvad.

- Det er første gang i de 46 år, poolen har eksisteret, at vi har haft sådan en ulykke, siger bestyrelsesformanden.

Den seksårige dreng fra Brande fik førstehjælp på stedet og blev efterfølgende kørt til tjek på Regionshospitalet Gødstrup.

28. jun 2024 kl. 17:50

Vestjysk OL-skytte får et skud mere i bøssen i jagten på metal

Rikke Mæng Ibsen fra Herning og skyttekollegaen Stephanie Grundsøe var allerede sikre på en plads ved OL, men nu får de hver to chancer for at tage en medalje med hjem til Danmark.

Det oplyser Dansk Skytte Union til Ritzau.

De to skytter havde kvalificeret sig i disciplinen 50 meter riffel fra tre forskellige positioner, hvor man skyder liggende, knælende og stående.

Men unionen havde også ansøgt om to pladser i 10 meter luftriffel, og de er fredag blevet bekræftet.

Som distancen angiver, står skytterne her tættere på målet, men skiven er også betydeligt mindre.

Netop i den disciplin stod Grundsøe og Ibsen i sidste uge over for hinanden, da der blev holdt DM i diverse sportsgrene i Herning.

Ibsen, der selv bor i Herning og er fra nærområdet, vandt knebent finalen til stor glæde for de fremmødte tilskuere.

28. jun 2024 kl. 17:28

GoCollective-tog aflyst på flere strækninger

GoCollective - det tidligere Arriva - har fredag aflyst tog strækningerne Struer-Aarhus, Struer-Vejle samt på Thybanen.

Det oplyser selskabet på dets hjemmeside

Aflysningerne rammer i skrivende stund tog, der kører sidst på eftermiddagen.

Rejsende kan holde sig orienteret på Rejseplanen.