- Jeg kommer til at savne ham: Det siger kollegerne om Østerby

Søren Elbæk, Lars Krarup og Hans Ejner Bertelsen har gode ting at sige om Holstebros afgående borgmester.
Søren Elbæk, Lars Krarup og Hans Ejner Bertelsen har gode ting at sige om Holstebros afgående borgmester.
Foto: TV MIDTVEST

Engageret, pragmatisk, fair, vild med sport og i godt humør.

Sådan lyder nogle af de ord, en række midt- og vestjyske politikere bruger til at beskrive Holstebro Kommunes borgmester H.C. Østerby (A), der onsdag har meddelt, at han ikke genopstiller ved kommunalvalget næste år.

- Enhver, der har mødt eller samarbejdet med H.C., ved, at han har et kolossalt stort personligt engagement, og jeg tror, at det er det, der har drevet ham og gjort ham så folkelig. Han har et drive, som jeg altid har været fascineret af, siger hans partifælle, Ringkøbing-Skjerns viceborgmester Søren Elbæk.

Han mener, at Østerbys positive tilgang har været medvirkende til, at han som socialdemokrat har været så populær på en egn, hvor mange ellers har en anden partifarve.

- Han er en meget dygtig borgmester, der har formået at vinde vælgernes tillid - også dem, der ikke er typiske socialdemokrater. Han favner bredt og forfalder ikke til politiske dogmer, siger Søren Elbæk.

Det var ikke meget

Når valgperioden er slut, vil Østerby have siddet som borgmester i 16 år. 

- 16 år. Det var ikke meget, skriver Hernings tidligere borgmester Lars Krarup på TV MIDTVESTs Facebook - efterfulgt af to smileys og et "læs nu med et smil". 

Krarup, der selv var borgmester i 20 år, siger, at han altid har oplevet Østerby som samarbejdsvillig med fokus på at finde gode løsninger.

- Vi havde altid en god kemi og taler stadig sammen af og til. H.C er omgængelig, engageret, vild med sport og i godt humør. Politik handler om at skabe resultater og fremdrift - man skal drikke mange kopper kaffe undervejs, og der hjælper det at være så tillidsskabende som H.C., siger Lars Krarup.

Morsøs Venstre-borgmester Hans Ejner Bertelsen er enig.

- Han er en rigtig god kollega - altid fair og en man kan få en god snak med. Jeg kommer til at savne ham, siger Bertelsen og bemærker, at Østerby har evnen til at sætte sig ud over partipolitik og fokusere på, hvad der er godt for Vestjylland.

- Det bliver nogle meget store sko at udfylde, siger han.

Det samme mener den tidligere socialdemokratiske borgmester i Thisted, Ulla Vestergaard. 

- Det må blive noget af en kulturændring, de skal igennem i Holstebro. H.C. er en arbejdsbi, der har engageret sig i alt fra håndbold til den daglige drift. Han vil helt sikkert blive savnet, siger hun.