Kort nyt

12. sep 2024 kl. 07:38

Underdirektør stopper hos B&O

Jens Gamborg har efter syv år som underdirektør, bæredygtigheds- og kommunikationschef i B&O valgt at stoppe.

Det skriver Jens Gamborg selv på Linkedin.

- Efter syv år hos Bang og Olufsen, har jeg valgt at forlade det her fantastiske og ikoniske mærke. B&O har mødt sin andel af udfordringer i løbet af min tid, men fremtiden ser lys ud, skriver han blandt andet.

Han oplyser desuden, at han på nuværende tidspunkt ikke ved, hvad fremtiden kommer til at bringe endnu, men at det er det rigtige tidspunkt for ham at stoppe på.

Kl. 19.12

Nye sundhedsråd oprettes

Antallet af regioner er blot en lille del af sundhedsreformen, som har til formål at sikre mere lighed og mere nærhed i sundheden.

Et andet element af reformen er ifølge TV 2, at der oprettes 17 sundhedsråd i Danmark med byråds- og regionsrådsmedlemmer.

De skal sikre, at der tales bedre sammen på tværs af stat, regioner og kommuner, og det var også en del af forslagene fra Sundhedsstrukturkommissionen.

Kl. 19.01

Læssevis af æbler lige nu

Måske er du en af dem, som har sukket gevaldigt over det ustadige sommervejr herhjemme. Men er du også en af dem, som nu er ved at drukne i æbler fra haven?

Netop dét sommervejr er nemlig årsagen til en usædvanligt god æblehøst i år.

- Det går bedre end forventet, indtil videre går det rigtigt godt, siger Søren Laubjerg. 

Kl. 18.58

Campingplads eller udstykning

Børge og Vibeke Frederichsen har efter 20 år sat Skjern Å Camping til salg. Pensionistlivet kalder.

- Nu vil vi simpelthen ikke mere, siger Børge Frederichsen til TV MIDTVEST.

Hvis det ikke lykkes at finde en køber, vil området muligvis blive udstykket i 13 grunde. Det har Børge Frederichsen i hvert fald ansøgt om.

Kl. 17.30

Ny advarsel om tåge - denne gang kommer den tidligere

Ligesom natten til tirsdag vil der også den kommende nat være tæt tåge mange steder, advarer DMI.

Denne gang kommer tågen allerede i løbet af aftenen. DMI varsler for det vestlige Jylland tæt tåge fra omkring klokken 21 tirsdag aften. Varslet gælder til onsdag klokken 9.

Der varsles sigtbarhed på under 100 meter.

Forsidefoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kl. 17.21

Droppede planer vækker glæde

- En kæmpe lettelse. Jeg kneb en tåre, da jeg fik beskeden.

Sådan lyder det tirsdag aften fra Mette Doktor Plougmand, beboer i det østlige Viborg. Hun og de øvrige beboere i Houlkær og Overlund undgår nu at blive naboer til en institution for kriminelle handicappede.

Viborg Kommune meddelte tirsdag først på aftenen, at planerne om botilbuddet er droppet.

Kl. 17.04

Sikker pokalsejr til FCM

FC Midtjylland er videre til fjerde runde i pokalturneringen uden stort besvær.

Tirsdag aften vandt FCM 4-1 over Hillerød efter en pauseføring på 2-0.

Den tjekkiske EM-angriber Jan Kuchta åbnede målscoringen, og tjekken lagde op til Aral Simsirs 2-0-mål. Efter pausen reducerede Adrian Justinussen for Hillerød, før Franculino og Edward Chilufya satte trumf på i slutminutterne.

På papiret var Hillerød hjemmehold, men 1. divisionsklubben havde solgt hjemmebanefordelen, så opgøret blev spillet i Herning.

Kl. 16.40

Menighedsråd hænger i en tynd tråd

Leif Richard Pedersen har siddet i menighedsrådet i 10 år. Han har aldrig oplevet en situation som den, sognet står i til tirsdag aftens menighedsrådsvalg.

Kl. 16.09

Planer om botilbud droppet

Det planlagte orienteringsmøde onsdag aften, som skulle omhandle placeringen af et nyt botilbud i Spangsdal i Viborg, er aflyst. Det oplyser Viborg Kommune i en pressemeddelelse.

Det skyldes, at planerne om at placere et nyt botilbud i området nu er droppet.

- Samtlige partier i Viborg Byråd har aftalt, at der ikke arbejdes videre med en mulig placering af et nyt botilbud i Spangsdal i Viborg, skriver Viborg Kommune.

Kl. 14.58

14-årig død efter ulykke på mark

Opdatering

  • Opdateret med nye oplysninger.

En dreng på 14 år er afgået ved døden efter en ulykke på en mark i nærheden af Sunds.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på X.

Ulykken skete i forbindelse med markræs. De pårørende er underrettet.

Kl. 12.14

Hotel evakueret: Nu har brandvæsnet forladt stedet

Nordvestjyllands Brandvæsen har igen forladt Grand Hotel Struer, som tirsdag formiddag var centrum for en større aktion. 

Røglugt fra én af værelsesgangene fik hotellet til at slå alarm, men det er endnu ikke lykkedes brandvæsnet at finde årsagen til lugten. 

- Vi har gennemsøgt alle rum med termisk kamera, og vi har ikke fundet noget, som er varmt eller ryger. Ejeren har fået fat i en elektriker, som gennemgår elinstallationer for at sikre, at alt er som det skal være, fortæller indsatsleder Henrik Jensen. 

Brandvæsnet har igen forladt området. 

Kl. 12.11

På ny skole skiller de alt ad

Med beskyttelsesbriller og en hammer i hånden er Mauricio Franco Nielsen på otte år i gang med undervisning på en helt ny skole i Ringkøbing.

Han smadrer hammeren lige ned i tastaturet og får bogstaverne til at flyve over genbrugspladsen i Ringkøbing.

Der er en mening med den lidt hårdhændede undervisning. Det handler blandt andet om, at gøre forældrene lidt klogere.

Kl. 11.33

Møde må flyttes: Hundredvis af borgere vil dukke op

Et nyt botilbud for voksne borgere med kognitiv funktionsnedsættelse kombineret med udadreagerende/problemskabende adfærd i Viborg har vakt stor opsigt.

For det er ikke sød musik i borgerne fra bydelen Overlunds ører.

Onsdag aften har kommunen inviteret til orienteringsmøde om det planlagte botilbud, og det er der rigtig stor interesse for. På forhånd har man skulle tilmelde sig, og da tilmeldingen lukkede tirsdag klokken 12.00 var der 841 navne på listen. 

Derfor er mødet nu også flyttet til Kasernehallen til en større lokation, og nu finder det altså sted i Viborg Stadionhaller. Her får de tilmeldte mulighed for at stille spørgsmål til botilbuddet og dets placering.

Kl. 10.50

Hotel evakueret for brand

Brandvæsen ved endnu ikke, hvor det brænder.

Grand Hotel i Struer er tirsdag formiddag blevet evakueret. 

Det oplyser indsatslederen ved Nordvestjyllands Brandvæsen. 

- Vi har evakueret hele hotellet og tjekket alle værelser, men vi har endnu ikke kunnet finde en brand, fortæller han. 

Hotellet alarmerede brandvæsnet 11.41 på grund af røglugt på én af værelsesgangene på 2. sal. 

Men indtil videre har brandvæsnet ikke mødt flammer. 

- Vi vil nu gå værelserne igennem igen med termisk kamera og efterse tekniske konstellationer, oplyser indsatslederen

Brandvæsen og politi er fortsat til stede på Østergade i det centrale Struer. 

Kl. 09.44

Børnefamilier har gjort sogn mere børnevenligt

I alt tre af fem medlemmer af menighedsrådet i Arnborg har små eller mindre børn. Også præsten har små børn. Det betyder, at Arnborg Sogn i højere grad end tidligere henvender sig til børnefamilier med de aktiviteter, der bliver arrangeret. 

Formand Natasha Gustafsson stillede op for første gang ved sidste menighedsrådsvalg i sognet for to år siden.

- De fleste vil gerne have deres børn døbt og konfirmeret. Men det kræver, at kirken er brugbar og at der er nogen, der tager ansvar for medarbejderne. Så det synes jeg er vigtigt at bakke op om, forklarer hun.

Kl. 09.29

Husk det: Kan føre til alvorlige skader på huset

Det kan føre til alvorlige skader på dit hus, hvis ikke du renser dine tagrender.

Sådan lyder det fra forsikringsselskabet Gjensidige i en pressemeddelelse.

Opsangen kommer efter en ny undersøgelse, der er lavet i samarbejde med YouGov. 

Undersøgelsen viser, at det kun er en ud af fem husejerne, der rengør tagrenderne flere gange årligt. 

- Det er afgørende, at man som boligejer husker at få renset sine tagrender regelmæssigt for at sikre, at regnvandet ledes væk fra huset, så man undgår skader på facaden eller fugt i ydervægge, sokkel og kælder, fortæller byggesagkyndig Bo Halm Andersen fra NRGI i pressemeddelelsen.

Anbefalingen lyder, at man bør gøre det flere gange årligt.

Forsidebilledet er taget af Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Kl. 09.15

Bankbudene på spil igen igen

Falske bankbude var mandag forbi flere ældre kvinder i Viborg Kommune for at franarre dem penge og smykker.

Kl. 08.28

73-årig mistede livet på elcykel: Nu er der nyt

En bilinspektørrapport konkluderer, at skylden ikke tilfalder føreren af den bil, der tilbage i august kørte en 73-årig mand på elcykel ned mellem Viborg og Skive.

Det fortæller Peter Søndergård fra lokalpolitiet i Viborg.

Den 73-årige mand, der mistede livet i ulykken, svingede selv ind foran bilen.

Ifølge lokalpolitiet konkluderer rapporten desuden, at der ikke var nogen finger at sætte på bilens hastighed eller generelle stand, ligesom der heller ikke var noget at bemærke ved forholdene på vejen.

Kl. 07.58

Rev kobberplader af for flere hundredtusinde kroner

Mandag mødte medarbejdere i Baunekirken i Tjørring ved Herning ind til et kedeligt syn. 

- Det er godt nok super ærgerligt, sagde en af kirkens præster Daniel Dorken Kristiansen til TV MIDTVEST mandag aften.

Flere kobberplader var rykket af, og de er slet ikke billige. 

- De har en værdi af cirka 300.000 kroner, fortæller Bent Smedegaard ved lokalpolitiet i Herning.

Kobberpladerne er rykket af fra tagrykningen og flere sidepaneler. I alt er der stjålet 25 kvadratmeter kobberplader.

På nuværende tidspunkt har politiet ikke nogen ide om, hvem gerningsmændene er.

- Der er ikke umiddelbart nogle naboer, der har set noget, så vi har ikke så meget at gå efter, fortæller Bent Smedegaard.

Kl. 06.44

Landsretten stadfæster varetægtsfængsling i brandbombe-sag

Torsdag blev en 47-årig mand varetægtsfængslet for at kaste to hjemmelavede brandbomber ind under en personbil, hvori der sad to personer, i Thisted.

Den 47-årige og hans advokat kærede dog kendelsen til Landsretten, fordi de var uenige i varetægtsfængslingen, men Landsretten har nu stadfæstet kendelsen.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Manden er sigtet for grov vold og skal nu i første omgang sidde varetægtsfængslet i fire uger, mens politiet efterforsker sagen yderligere.

Læs mere om sigtelserne i den spektakulære sag her:

Kl. 06.29

Spritbilist landede på taget

Mandag endte en mand fra Lemvig i en soloulykke, da han kørte galt på Klitvej ved Sønder Nissum. En ulykke, der med stor sandsynlighed har været påvirket af en for høj promille.

- Vi har en klar formodning om, at der er tale om spritbilisme.

Det fortæller David Dyrmose fra lokalpolitiet i Holstebro. 

Brandvæsenet måtte klippe den 59-årige mand fra Lemvig fri, efter han mistede kontrollen over sin bil. 

Bilen rullede rundt og ud på marken. Her landede bilen på taget, hvorfor han var fastklemt.

Manden blev efterfølgende kørt med ambulance og har angiveligt brækket noget ifølge politiet. Hans tilstand er dog stabil.