Fiskeriskole gør plads til flygtninge: Martin og Christian har fået nye venner
Rundt omkring i landsdelen arbejdes der på at finde plads til de ukrainske flygtninge, der kommer hertil. På Fiskeriskolen i Thyborøn har de slået dørene op for ukrainerne.
Der spilles ekstra mange Fifa-kampe på Fiskeriskolen i Thyborøn for tiden.
De 28 elever på skolehjemmet har nemlig fået selskab af 13 ukrainske flygtninge. Og særligt de yngste ukrainere har skabt ekstra konkurrence i sofaen foran fodboldcomputerspillet på skærmen.
- Det er hyggeligt. Om de var her eller ej, ville vi sidde her alligevel. Så hvis vi kan inddrage dem, så gør vi det selvfølgelig, siger Martin Tasev, der er elev på Fiskeriskolen i Thyborøn.
Forstander Claus Hansen blev opmærksom på, at andre uddannelser stillede værelser til rådighed for de ukrainske flygtninge. Det fik ham til at ringe til Lemvig Kommune for at høre, om de også havde brug for værelser. Og det havde de.
- Når vi nu har ledig kapacitet, er der ingen grund til ikke at byde ind med hjælp, siger Claus Hansen.
Skolens medarbejdere har samlet tøj og sko sammen til de flygtninge, der bor på fiskeriskolen. Det primære fokus er at hjælpe, men forstanderen ser en større mening med ukrainernes ophold og elevernes værtsrolle.
- Jeg synes, der er en stor værdi i, at mine elever har mulighed for at interagere med de her flygtninge. Det er en dannelsesrejse for nogle af eleverne, det er der ingen tvivl om. Og det synes jeg er meget positivt, siger Claus Hansen.
Og selvom eleverne må lægge det vestjyske sprog fra sig for en stund, mærker forstanderen, at de er klar til at hjælpe, og at de tager mødet med flygtningene seriøst.
- Det giver mig lidt en indsigt i, hvordan det er at flygte, siger Christian Poulsen, der er elev på Fiskeriskolen Thyborøn.
Selvom Thyborøn er nyt og ukendt land for ukrainerne, lader det til, at fiskerieleverne er bestået i rollen som værter.
- Det er meget komfortabelt. De er meget venlige overfor os, og hjælper os med det, vi har brug for, siger Tetiana Shevchenko, der er lærer og fra Ukraine.
Foreløbigt har skolen sagt ja til at have de ukrainske flygtninge boende indtil sommerferien. Også Uddannelsen EUC Nordvest i Thisted har stillet værelser til rådighed for ukrainske flygtninge.