Læs alle argumenterne: Anklager vil have fem mænd dømt for drab - køber ikke forklaringer

Det er kun proceduren, der mangler i Kuttersagen. Anklageren fremlagde sin procedure torsdag, og TV MIDTVEST fulgte retsmødet.

Alle oplysninger er nu lagt frem i Kuttersagen. Alle de tiltalte har forklaret sig, alle vidner er afhørt, og al dokumentation er blevet fremlagt i retten.

Torsdag var det blevet tid til procedure i sagen, hvor specialanklager Pia Koudahl i første omgang skulle argumentere for, hvorfor de fem mænd skal dømmes skyldige i manddrab.

Fem mænd er tiltalt for at have frihedsberøvet og dræbt 41-årige Alf Villum Jensen i forening 30. januar 2023 ombord på kutteren L1 Inger Katrine. De nægter sig skyldige og har forklaret, at de følte sig nødsaget til af 'pacificere' deres 41-årige kollega, fordi han gik 'bersærk' og truede med ild.

TV MIDTVEST har fulgt sagen siden dens begyndelse, og du kan læse eller genlæse, hvad der kom frem på torsdagens retsmøde i livebloggen herunder:

Livebloggen opdateres ikke længere.

6. jun kl. 14:30

Sagens ottende retsmøde er slut

Efter Tobias Engbys sidste bemærkninger i proceduren, slutter dagens retsmøde, som er det ottende i sagen. I morgen fortsætter forsvarernes procedure.

Vi lukker dermed ned for dagens liveblog.

Læs et uddrag fra dagen her:

6. jun kl. 14:20

- Bevisbyrden er ikke løftet, siger forsvarer til slut

- Man skal tage udgangspunkt i tidslinjen og sige til sig selv: "det giver ingen mening", siger Tobias Engby og siger, at bevisbyrden ikke er løftet af anklagemyndigheden.

- Der skal ske frifindelse - også hvis man tager anklagerens falske præmis med i ligningen. Det giver ingen mening, for man taper ikke en død person, siger Tobias Engby.

Han knytter også en kommentar til den del af anklageskriftet, der handler om frihedsberøvelse.

- Der er rejst tiltale for, at frihedsberøvelsen skulle være sket, fra man stævner ud, til man dør. Det er der ikke rejst bevis for. Der er ikke bevis for, at Alf tog afsted mod sin vilje, siger forsvarsadvokaten.

- For at opsummere, skal (den 30-årige tiltalte, red.) frifindes både for den principale og subsidiære tiltale. Alf er ikke blevet kvalt ved den episode. For det andet har han slet ikke været til stede, der hvor det skete. Han har siddet i styrhuset på det tidspunkt, lyder det i retten.

- Der er simpelthen ikke ført det fornødne bevis, slutter han af.

6. jun kl. 14:15

- Han prøvede at redde Alf

- Det virker, som om (den 30-årige tiltalte, red.) virkelig prøvede at redde Alf. Det kan man se på videoen fra helikopteren, hvor han står og holder linen til redderen, så han kan komme ned på skibet, forklarer forsvarer Tobias Engby.

Den 30-årige ser ud til at blive lidt berørt og tørrer sine øjne.

6. jun kl. 14:02

Indlagt en falsk præmis

Tobias Engby mener, anklageren lagde en falsk præmis ind, da hun fastslog under sin procedure, at Alf Villum Jensen døde af kvælning ved halsgrebet fra den 29-årige.

6. jun kl. 13:50

Mener der er et tidsmæssigt problem

Tobias Engby siger, at han hæfter sig ved, at helikopterlægen ikke så tydeligt tegn på, at Alf Villum Jensen var død, da han kom op i helikopteren.

Forsvareren mener, at man på baggrund af retsmedicinerens forklaring på, hvornår ligpletter og dødsstivhed indtræffer, ikke stemmer overens med, at han ikke havde disse tegn, da han kom op i helikopteren, hvis han skulle være død så meget tidligere på natten, som anklageren ifølge ham påstår.

6. jun kl. 13:45

Betvivler dødstidspunkt

Der er et tidsmæssigt problem i anklagerens forklaring, siger forsvareren. Tobias Engby påpeger, at han ikke mener, det er bevist, at Alf Villum Jensen døde af "jydekrogen" ved pacificeringen. Han mener, at det ikke stemmer overens med, at retsmedicineren har forklaret, at døden formentlig er indtruffet 1-2 timer, inden helikopteren afhentede ham, som de gjorde omkring halv syv om morgenen. Pacificeringen har ifølge de tiltaltes forklaring fundet sted mellem klokken 1 og 2 om natten.

Retsmedicineren sagde i retten, at det er svært at fastslå det præcise tidspunkt for døden bemærkes.

6. jun kl. 13:41

- Hvorfor skulle man binde en død person?

Tobias Engby siger også, at han ikke mener, anklagerens forklaring om, at Alf Villum Jensen døde af jydekrogen, giver mening.

- Hvorfor skulle man binde en person, der er død?, spørger forsvareren hypotetisk.

- Det er efter min mening helt forkert.

6. jun kl. 13:40

- Det, der er blevet forklaret, er sandheden

Tobias Engby fremhæver et opkald mellem den 40-årige tiltalte, der var skipper på Inger Katrine, og mandens far, som ejer skibet.

Forsvareren forklarer, at den 40-årige i opkaldet forklarer meget nøje om, at Alf Villum Jensen lavede flammer ud gennem ventilationen "10 cm" fra den 30-åriges hoved - fakta, der stemmer overens med hans klients forklaring, siger han.

- Hvis det er opfundet, så skulle det være verdens bedste skuespil, siger forsvareren.

- Det virker virkelig, virkelig utroligt, hvis det er noget, den 40-årige skulle have fundet på.

- Det, der er blevet forklaret, er sandheden, siger han.

6. jun kl. 13:36

Ikke fjernet nogen spor

Forsvareren forklarer også, at udsagnet fra retsmedicineren om, at man med delirium tremens ikke mærker træthed eller ydre stimuli passer 'fuldstændig' med de tiltaltes forklaring.

- Anklagemyndigheden bruger det nærmest imod dem, at der ikke er gjort rent. Det hele er efterladt intakt, der er ikke fjernet spor, fluegift, beklædningsgenstande, sprit eller noget. Derudover er der ikke fjernet nogen oplysninger. Der er ikke slette beskeder eller opkald fra telefoner, og der er ikke smidt nogen over bord. Det ville jo ellers være oplagt, siger Tobias Engby.

6. jun kl. 13:33

"Logisk forklaring" på manglende fund af stoffer

Tobias Engby siger, at man må lægge hans klients forklaring til grund, fordi det modsatte ikke er bevist.

Han mener, at der er en fuldstændig logisk forklaring på, at der ikke er fundet rester af det aktive stof fra fluespray på hans klients tøj. Forklaringen er, at hans klient trådte ind i sit gummitøj.

- Man har valgt ikke at undersøge det, og man kan sige, at når tøjet har været brugt til fiskeri i flere dage, er det klart, at man ikke finder spor på gummitøjet, lyder det fra forsvareren.