Snart falder dommen: Forsvarerne har ordet på niende dag i Kuttersagen
Nu mangler kun de sidste procedurer, før der kan afsiges dom i Kuttersagen. TV MIDTVEST følger sagen live fra retsmødet.
Alle oplysninger er nu lagt frem i Kuttersagen. Alle de tiltalte har forklaret sig, alle vidner er afhørt, og al dokumentation er blevet fremlagt i retten.
Fredag fortsætter forsvarernes procedure, som er deres sidste bemærkningner, inden domsafsigelsen.
Fem mænd er tiltalt for at have frihedsberøvet og dræbt 41-årige Alf Villum Jensen i forening 30. januar 2023 ombord på kutteren L1 Inger Katrine. De nægter sig skyldige og har forklaret, at de følte sig nødsaget til af 'pacificere' deres 41-årige kollega, fordi han gik 'bersærk' og truede med ild.
Sagens niende retsdag er slut
Til sidst får de tiltalte mulighed for at give en afsluttende bemærkning. Det ønsker ingen af dem.
Nu skal nævningetinget votere i sagen. Domsafsigelsen kommer onsdag 12. juni 10.30.
Med det er retsdagen slut, og vi stopper med at liveblogge.
Forsvarer er forbløffet
Mette Lorentzen går i rette med anklagerens udtalelse om, at Mette Lorentzen tidligere skulle have udtrykt, at man har videre rammer for at dræbe et menneske til søs end på land.
Mette Grith Stage fortæller, at hun er forbløffet over anklagerens ord i replikken.
- Nu siger anklageren pludselig, at vi ikke kender dødstidspunktet til trods for, at alle vi forsvarere har haft det indtryk, at hun mente, dødstidspunktet burde være omkring klokken 02.00. Det vi i hvert fald kan konkludere er, at den rimelige tvivl virkelig er blevet tydeliggjort, og det må simpelthen komme de tiltalte til gode.
Forsvarerne får ordet igen: - Retsmedicineren har ikke gjort det godt nok
Anklageren er færdig med sin replik, og så får forsvarene chancen for kort at kommentere.
Forsvarer Jens Erik Pedersen fortæller, at han stadigvæk er meget bekymret om retsmedicinerens udtalelser om dødsårsagen, herunder at delirium ikke rigtig fyldte noget i beskrivelserne, selvom hun ikke kunne afvise det som dødsårsag.
- Jeg synes ikke, retsmedicineren har gennemgået det her godt nok og grundigt nok, siger han.
Anklageren: - Alle forsvarere springer over vigtigt punkt
Anklageren fortæller, at hun har en vigtig indvending i forhold til tidslinjen. Pointen kommer fra statsobducentens redegørelse.
- Statsobducenten sagde én vigtig ting, som alle forsvarere har undgået at forholde sig til. Statsobducenten sagde nemlig: I må ikke hænge jer for meget i det med tiderne. Man kan ikke sige noget præcist om, hvornår Alf Villum Jensen fik de læsioner, siger Pia Koudahl og fortsætter.
- Statsobducenten er fuldstændig sikker på, at Alf Villum Jensen døde ved kvælning.
De to ting beder anklageren nævningetinget huske på i deres votering.
- Jeg har aldrig sagt, Alf blev kvalt klokken 02.00
Nu går Pia Koudahl i rette med argumentet om, at kvælning ikke kan være dødsårsagen, selvom han ikke er død med det samme.
- Da statsobducenten var her i tirsdags, der var hun meget meget fast på, at dødsårsagen var kvælning. Der er ikke efter min opfattelse et problem med det tidsmæssige.
- Det, vi ved, var, at L1 Inger Kathrine begyndte at sejle imod land, klokken 02.17, men der er ingen, der ved, om det var det tidspunkt, Alf blev kvalt på. Jeg har aldrig sagt, at det var omkring klokken 02.00, at Alf blev kvalt, siger anklageren.
Anklageren har replik
Med det er Mette Grith Stage færdig med sin procedure, og dermed har alle forsvarer procederet.
Nu har anklager Pia Pia Koudahl mulighed for at give en replik, og den benytter hun sig af.
- Jeg er forundret og overrasket over, at flere forsvarere mener, at man i et videre omfang end på land må dræbe en person ude på vandet, siger anklageren.
Kalder telefonsamtale for afgørende
Mette Grith Stage nærmer sig afslutningen på sin procedure, og her citerer hun fra en telefonsamtale, der tidligere har været oppe at vende. En samtale mellem skipperen og skipperens far, der ejer båden, der er blevet aflyttet.
Her fortæller skipperen blandt andet om, at Alf har været i gang med at antænde ild og i det hele taget var voldsom ombord.
- Den samtale passer som hånd i handske med de forklaringer, de tiltalte har afgivet, siger Mette Grith Stage og afslutter.
- Den samtale bør i sig selv føre til frifindelse.
- Selv hvis Alf døde af kvælning skal min klient frifindes
Mette Grith Stage siger om sin egen klient, at selv hvis nævningentinget når frem til, at Alf døde af kvælning, skal han frikendes.
- Det vil være meget mod min forventning, men jeg skal jo forholde mig til det, siger Mette Grith Stage og fortsætter.
- Så skal min klient stadig frikendes. Det skal han, fordi han ikke var til stede, i første del af pasificeringen af Alf. Min klient kom først til stede senere i processen, hvor besætningen tapede Alf.
- Så havde vi smidt ham over bord
- Der er ganske enkelt ikke beviser som giver grund til at tilsidesætte de tiltaltes forklaringer. Som min egen klient sagde, hvis vi ville slå Alf ihjel, så havde vi jo nok smidt ham over bord, siger Mette Grith Stage.
- Det giver ingen mening, at Alf kontakter politiet
Også Mette Grith Stage bruger en del taletid på at tale om Alfs handlinger, der kunne indikere delirium tremens.
- Alf forsøgte 70 sømil ude på havet at kontakte politiet, og det giver jo ingen mening. Det gør man jo kun, hvis man ikke tænker klart, og det er jo en godt eksempel på, at Alf har fået symptomerne på delirium.