27-årige Stephanie fandt landets billigste hus i Vestjylland: - Det hele gik op i en højere enhed herude
Stephanie Martina Gadeberg har købt en rød bungalow i Fåre ved Lemvig for 135.000 kroner, og nu holder hun orlov fra studiet for at forvandle det til sit drømmehjem.
Hvordan kan man lokke en ung boligkøber til Vestjylland?
Svaret kan måske være en bolig, der kan købes uden lån i banken, og med en beliggenhed nær hav og skov.
Det er i hvert fald, hvad der har fået 27-årige Stephanie Martina til at rykke til Fåre ved Lemvig.
- Om natten er der ikke den mindste lysforurening, så du har hele mælkevejen over dig, konstaterer tilflytteren.
I løbet af sit liv har hun bevæget sig længere og længere vestpå.
Hun er født og opvokset i København, og senest har hun boet og læst til lærer i Jelling. Men nu er lejeboligen fortid, og studiet er sat på pause til fordel for et nyt kapitel i Fåre.
Så billigt, at hun måtte slå til
- Min mor og jeg har kigget på huse på nettet for sjov. Og så kom hun og viste mig det her hus og sagde: ”Prøv lige at se, hvor billigt det er. Det har du jo faktisk råd til”, og så tænkte jeg, ”Jamen lad os da tage ud og kigge på det”.
Tyve dage efter stod hun så med husnøglen i hånden, nøglen til Danmarks billigste hus på det tidspunkt.
- Det hele gik op i en højere enhed herude. Her er der nogle muligheder – både nu og langt ude i fremtiden, forklarer Stephanie Martina Gadeberg som årsag til boligkøbet.
Der er dog en hel del, der skal gøres ved den 75 kvadratmeter store bungalow, for huset er bygget i 1947, og der er ikke gjort meget ved det siden.
Den unge husejer drømmer derfor om at renovere det meste af huset, fjerne gamle gulvtæpper og lave loftet til kip. Men det er vigtigt for hende, at huset bevarer den gamle stil, som hun faldt for.
- Der er meget, man kan se, der er blevet passet på, mens der har boet nogen, men det skal selvfølgelig have en kærlig hånd.
Stephanie ’gør det selv’
Projekt hus-renovering har betydet, at Stephanie Martina Gadeberg har taget orlov fra lærerstudiet for at fikse det meste selv, og selvom hun ikke har meget erfaring med den slags, så går hun optimistisk til opgaven.
- Jeg er ikke bleg for at kaste mig ud i noget nyt og prøve mig frem.
Der er indtil videre kun lige et nyt tag, hun allerede nu ved, hun får brug for professionel hjælp til.
Og hun glæder sig til fremtiden i huset i Fåre. Her kan hun se sig selv i lang tid – måske for altid.
- Det er jo et fantastisk område – fem kilometer til Vesterhavet, jeg har mark og skov lige udenfor. Her er rart og trygt, og jeg føler mig allerede hjemme her.