Hans har set venner og naboer dø: - Jeg er glad for, at det nu bliver taget alvorligt

Region Midtjylland holder fast i et tilskud, der skal undersøge, om der er en sammenhæng mellem forurening fra Cheminova og en øget forekomst af kræft i Thyborøn.

2:04
Hospitalsudvalg i Region Midtjyllands garanterer nu penge til storstilet kræft-undersøgelse i Thyborøn
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST

Hans Holmsgaard er en "rigtig glad mand", efter han fik nyheden om, at der er udsigt til, at han kan få svar på et mangeårigt spørgsmål.

I mere end 32 år var han praktiserende læge i Thyborøn, og i den tid har han haft relativt mange patienter, der er blevet ramt af kræft, og det fik ham til at undre sig. 

- Jeg synes, jeg havde rigtig mange cancerpatienter. De har fyldt meget i mit hoved, fordi det var venner, naboer og bekendte, fortæller han og fortsætter:

- Vi fulgte dem til de døde, hvad rigtig mange gjorde.

Hyppigheden af kræfttilfælde blev så stor, at han ikke længere kunne afskrive, at der måtte være en underliggende årsag. 

Mistanken gik dengang og nu på, at kemikalierne fra Cheminova er medvirkende faktor til de mange tilfælde af kræft, der har været i området. 

Og om nogle år ved man med sikkerhed, om det er tilfældet. 

Mandag afgjorde Region Midtjyllands hospitalsudvalg, at der skal afsættes penge til at komme til bunds i sagen. 

- Vi synes, vi skylder borgerne i den vestlige del af regionen, at der bliver lyttet til dem, og sender et signal om, at vi godt ved hvad der historisk er på spil i et område, som har været plaget af forurening gennem årtier, siger Purnima Erichsen (K), der er formand for Hospitalsudvalget.

En klar overhyppighed

At Hans Holmsgaard havde ret i, at der er flere kræfttilfælde i området, end hvad der kan kaldes "normalt", er tidligere blevet bekræftet. 

Det viste en undersøgelse, der kom frem tilbage i 2021, hvor man sammenlignede Thyborøn-Harboøre Kommune med Hanstholm Kommune og Holmsland Kommune.

- Undersøgelsen viste, at der var en general overhyppighed af kræft på 20 procent, og for urinvejskræft var tallet 100 procent - altså en fordobling - i Thyborøn-Harboøre, fortæller Hans Holmsgaard, der med den viden blev bekræftet i sin frygt for, at der kunne være en sammenhæng.

- Så jeg er glad og taknemmelig for, at det nu bliver taget alvorligt af myndighederne, fortæller han.

I undersøgelsen havde forskerne haft fokus på de næsten 5.000 personer, der boede i Thyborøn-Harboøre i 1968.

I årene op til 2018 fik over 1.100 af dem konstateret kræft.

Det endelige bevis

Det betyder også, at man potentielt ligger inde med rigeligt bevismateriale, hvis man leder efter det rigtige. 

For når man stiller en kræftdiagnose, er det på baggrund af en vævsprøve. 

- Det kan vi undersøge for, om der er en øget koncentration af de kemiske stoffer sammenlignet med de to kontrolområder. Så kommer vi ikke tættere på et bevis for, at det er forureningen, der er skyld i kræften, lyder det fra Hans Holmsgaard. 

Der kan dog gå lidt, før vi kender det endelige svar.

Når pengene kommer på plads, vil der ifølge lægen være en undersøgelsesperiode på et par år, inden resultaterne skal bearbejdes. 

- Men det er klart -vi vil gerne have det ud, så hurtigt som muligt. Også fordi det er et godt argument for at komme i gang med at rydde forureningen op, fortæller Hans Holmsgaard. 

Næste skridt i processen bliver at få udvalgets indstilling behandlet i regionsrådet, hvor den endelig beslutning om opbakning til projektet skal tages. Ifølge Purnima Erichsen (K) er det endnu uvist, hvornår det kommer til at ske.

Hun håber, at der i nærmeste fremtid kan holdes et borgermøde i Thyborøn/Harboøre-området om forskningsprojektet.