Klimatopmøde for børn: Klimaet kan stadig reddes
Polerne smelter, og regnskoven bliver fældet, men helt galt ser det nu ikke ud.
Pandemien har stjålet meget af vores fokus på det seneste, men der er også andre globale udfordringer, og et af de helt store er klimaforandringerne.
I dag var der klimatopmøde i Lemvig, men hverken Donald Trump eller Angela Merkel deltog – det var nemlig for børn, og de går meget op i klimaet.
- Mig og min veninde er nogle gange rundt og samle skrald i byen, fordi vi gerne vil hjælpe, siger Melanie Liv Højland Lauritsen, der går i sjette klasse på Harboøre Skole.
Klimatopmødet er arrangeret af det nye Klimatorium, der snart åbner i Lemvig, og her er det meningen, at både de voksne og børnene skal gå klogere derfra.
- Det handler om, at vi skal have børnene med. Vi skal lytte til børnene, vi skal snakke med børnene, og vi skal fortælle børnene om, at det her klima, som er så udfordret, det kan vi gøre noget ved, siger Gert Astrup Jepsen, der er projektleder på Klimatorium.
Klimaforandringerne er en hård nød at knække, og for den generation, der inden længe overtager vores verden, kan det godt give anledning til bekymring.
- Sådan hvad der sker med isen og CO2 og sådan noget, siger Melanie Liv Højland Lauritsen til TV MIDTVEST.
Og selvom det er positivt, at børnene tænker på planeten, så er det måske bedst, hvis det er i moderat omfang.
- Man skal selvfølgelig have en vis form for frygt og respekt, men det er klart, at man skal have grundviden på et niveau, så man kan forstå, hvorfor der sker forandringer, og en forståelse for, at der er rigtig mange gode kræfter, der gør noget for at forhindre de værste ting, siger Gert Astrup Jepsen til TV MIDTVEST.
Og den viden har de måske kommende klimakrigere fået mere af i dag.
- Det er vigtigt at tænke over, for det kommer til at være noget, som ændrer ens liv senere hen, siger Jacob Uhrskov, der også i sjette klasse.
Men de behøver nu ikke at vente til senere med at gøre noget – børnene har nemlig også lært, at det bedste tidspunkt at reagere er nu.
- Vi kan godt allerede gøre noget i vores alder. Hvis man først begynder, når man er voksen, så kan man ikke nå at gøre nær så meget, som hvis man begyndte som barn, siger Mette Thornvig Andersen fra Ramme Skole.