Nina og Poul byggede vestjysk sommerhusdrøm: Se det prisvindende hus her

Nogen har gået lange ture og forsøgt sig med surdej under corona-perioden. Et par fra Holstebro har bygget et sommerhus i Thyborøn, som nu har vundet en pris.

2:39
Et par fra Holstebro har brugt corona-perioden på at bygge deres eget sommerhus i Thyborøn, Og nu har de vundet en pris for det.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Nina Bach og Poul Pasgaard havde ledt i årevis. De var faktisk ved at købe i Søndervig, men så ombestemte de sig. Det skulle være i Thyborøn, at parrets sommerhus skulle ligge. For her fandt de en grund til 125.000 kroner, og så var det ellers bare at give sig i kast med byggeriet for tandlægen og ingeniøren.

Grunden blev købt i 2019. Her i 2021 kan parret – eller rettere sommerhuset – bryste sig af at være prisvinder. For da Lemvig Kommune for første gang uddelte en arkitekturpris var sommerhuset en af de fem vindere.

- Kan huset det? Har det de kvaliteter? Lød reaktionen fra Poul Pasgaard.

Kunne ikke klares uden corona

Parret har brugt i alt 1,4 millioner kroner på at skabe et sommerhus på 133 kvadratmeter og med træ i lange baner. Poul Pasgaard, der er ingeniør, lægger ikke skjul på, det ikke er de dyreste materialer, man har brugt.

- Huset skulle være nemt at bygge og billigt at bygge. Så materialevalget har hele tiden været fra mellemste til nederste hylde på prisskalaen. Så handler det bare om, hvordan man arbejder med materialet, siger han.

Det arbejde har parret gjort så godt, at de nu kan sætte et vinderskilt på træ-sommerhuset. Huset på Vestergade 58 er både tegnet og bygget af parret selv.

- Vi havde ikke kunnet gøre det, hvis der ikke havde været corona. Det har godt nok taget meget tid, synes jeg. Vi har brugt alle weekender, men der var heller ikke så meget andet at lave, siger Nina Bach.

Hun er glad for, børnene også har kunnet hjælpe til. For det giver dem en form for ejerskab til familiebyggeprojektet.

Sådan ser gårdhaven ud på sommerhuset i Thyborøn.
Sådan ser gårdhaven ud på sommerhuset i Thyborøn.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST
Nina Bach og Poul Pasgaard har ikke villet lave noget moderne eller en funkisvilla, men snarere lave et sommerhus, der passede lidt bedre ind på vejen og til resten af Thyborøn.

Brugen af træ går igen i det meste af sommerhuset.
Brugen af træ går igen i det meste af sommerhuset.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST
Køkkenet er et af de steder, hvor farverne får mere plads.
Køkkenet er et af de steder, hvor farverne får mere plads.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST
Her kan man nyde sommeren i læ.
Her kan man nyde sommeren i læ.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST
Træet ses både inde og ude.
Træet ses både inde og ude.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST