20 år med alt for mange berusede drukneulykker: - Vi skal passe bedre på unge mænd

Det sker for tit, at en ung mand drukner i en havn. Nu bliver en ekspertgruppe klogere på, hvordan det kan undgås i fremtiden.

Redningskrans.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Den festlige, men kolde og mørke julefrokostsæson står for døren. For mange mennesker er det lig med våde aftener, der oftest får en træt, men trods alt god afslutning.

Alligevel har der de sidste 20 år været alt for mange skrækhistorier særligt om unge mænd, der i beruset tilstand falder i en kold havn og i værste fald drukner på deres vej hjem.

Det skal være slut, og derfor nedsatte transportministeren i september 2022 en  ekspertgruppe. Sammen med TrygFonden skal ekspertgruppen lave en analyse og komme med forslag, der kan højne sikkerheden i områderne omkring landets havne. Nu er de parate med første del. 

- Der sker desværre mange drukneulykker ved vores havne, og det skal vi forebygge. Med vores nye undersøgelser får vi vigtig viden, og det er tydeligt, at vi har en særlig opgave med at passe bedre på især de unge mænd, der går alene hjem langs kajkanten efter en bytur, siger transportminister Thomas Danielsen. 

- Gå aldrig alene  

For at komme frem til løsninger har TrygFonden lavet en stor analyse af 20 års tilfælde med drukneulykker ved havne. Konklusionen er, at unge mænd er overrepræsenteret i ulykkerne, og i mere end hvert fjerde tilfælde er der alkohol eller narko involveret. 

Herudover er ofrene i drukneulykker ofte alene, og det får TrygFonden til at komme med en klar opfordring. 

 - Det er vores indtryk fra vores analyse, at kvinder er gode til at følges hjem fra byturen. Hvis vi kunne få mændene – både de unge og de voksne – til at gøre det samme, er vi nået langt, siger René Højer, der er projektchef i Tryg Fonden og fortsætter: 

- For er der en ledsager, når man falder i vandet, er der også større chance for, at man kan blive reddet op. Derudover skal vi selvfølgelig opfordre vores unge til at holde sig fra vandet, når de er berusede.

Landsdelens havne trist repræsenteret

Tal fra undersøgelsen viser, at 12 byer i det midt- og vestjyske har haft drukneulykker i årene fra 2001-2020. I Hanstholm var der i perioden seks ulykker. 

Fra 2001-2020 er der i Midt- og Vestjylland sket 21 drukneulykker ved havne
Fra 2001-2020 er der i Midt- og Vestjylland sket 21 drukneulykker ved havne
Grafik: Grafik: Jens Svenning, TV MIDTVEST

Tallene dækker over drukneulykker ved havne generelt, og hvor mange af disse ulykker der var relateret til alkohol fremgår ikke. René Højer fra Trygfonden understreger også, at der skal rettes en opmærksomhed på sikkerheden ved havnene for alle, der måtte opholde sig der. 

Havnesikkerhed halter mange år bagefter

En af ekspertgruppens store opgaver bliver derfor at lave konkrete forslag til, hvordan landets havne kan sikres bedre for alle. Ifølge TrygFonden er vand- og havnemiljøer nemlig blevet mere og mere populære de seneste år. Det gælder både i forhold til beboelsesområder og rekreative områder. 

- Der er i høj grad skabt liv på havnen, og vi oplever en stor interesse for at bruge og bo ved vandet – også i havnebyerne. Desværre har man ikke altid haft tilstrækkeligt fokus eller nødvendig viden til at indtænke forebyggende og livreddende foranstaltninger, siger René Højer.

Der ligger ifølge René Højer derfor et stykke arbejde foran ekspertgruppen, der rækker ud over at sikre unge berusede mænd i havnemiljøet.

- Det er vigtigt at understrege, at de fleste nærdruknehændelser altså sker, når det er lyst og uden alkohol involveret, og skal vi komme det til livs, kræver det, at vi bliver bedre til at indrette vores bynære havne og kanaler sikkert, afslutter René Højer.