Der var varslet voldsomme regnmængder: Sådan gik det

Over hele landsdelen var man forberedt på kraftig regn. Det skulle være overstået for nu, men beredskabet har nu øje på fredagen.

1:44
Særligt i Holstebro var man beredt på store mængder regn.
Foto: Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Et frontsystem over Jylland kunne resultere i op til 50 mm regn i løbet dagen. Sådan lød meldingen fra Dansk Metrologisk Institut (DMI) frem mod onsdagen, og det fik flere kommuner til at forberede sig på vandmængder ud over det sædvanlige. 

Frem til onsdag aften varslede DMI kraftig regn

I Holstebro lukkede de tidligere på ugen vand ud af Vandkraftssøen for at aflaste Storåen og byens lavtliggende områder. Det var nødvendigt, fordi oplandet rundt om Holstebro har optaget alt det vand, der kan lade sig gøre.

I Holstebro har man onsdag haft kontrol over situationen, blandt andet fordi der ikke er kommet så meget vand, som først antaget. 

- Det er heldigvis ikke så meget, som vi frygtede på et tidspunkt. I mandags lykkedes vi med at få sænket vandspejlet i Vandkraftssøen, og derfor kan vi midlertidigt optage noget vand der. Det er grunden til, at der er styr på situationen lige nu, fortæller Torben Mølgaard, der er natur- og miljøchef i Holstebro Kommune. 

Sandsække til fri afbenyttelse

I Silkeborg Kommune stillede de gratis sandsække til rådighed og fri afhentning hos beredskabet. 

Onsdag aften var der ifølge DMI faldet 13,8 mm regn i Silkeborg, og derfor havde knapt så mange som forventet udvist behov for at dæmme op med sandsække. 

- Stigningen af vandet er ikke gået så hurtigt, og vi har heller ikke udleveret så mange sandsække, som vi gerne ville, fortæller Klaus Vibe Hebsgaard, Beredskabsdirektør i Midtjysk Brand & Redning.

Han fortæller videre, at det kan hænge sammen med, at folk er bedre forberedt end sidste gang, der kom store mængder regn.

Forhører man sig hos vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj, har regnvejret heller ikke været i en størrelsesorden, hvor det har presset politiet.

- Vi har ikke haft særlige regn-relaterede opgaver, og vi har også bemærket, at DMI har afvarslet deres melding, siger Ole Vanghøj.

Ro på. I hvert fald et døgn

Onsdag er det meste regn faldet i Sydjylland og på Fyn. Torsdag skulle himlen lukke sig en smule, før der fredag er gode chancer for nedbør igen. Med fredagsudsigten holder de stadigvæk grundigt øje både i Silkeborg og i Holstebro.

Vandet, der ligger nu, når nemlig ikke at forsvinde inden fredag.

- Skruer de op for meldingerne, kan vi stå med et problem, for oplandet kan ikke håndtere mere vand, siger Torben Mølgaard, der er natur- og miljøchef i Holstebro Kommune.

I Silkeborg har beredskabsdirektøren også en klar opfordring til borgerne om ikke at hvile på laurbærerne for tidligt.

- Jeg vil gerne have, at folk gør sig klar til, der kommer mere vand. Tænk på, hvordan man klarer sig selv i op til 72 timer. Forbered dig på, vandet det kommer, gå en tur rundt om din ejendom og tjek op på, hvad du selv kan gøre, afslutter Klaus Vibe Hebsgaard.