DF tager stilling til ministers skæbne i sag om kvotekonger
Miljø- og fødevareministeren er kommet i stormvejr i en sag om fiskere. DF skal debattere sagen tirsdag.
Dansk Folkeparti tager tirsdag stilling til, hvordan partiets forhold og tillid er til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).
Det oplyser DF's fiskeriordfører Ib Poulsen forud for et gruppemøde i partiet.
- Nu skal vi snakke om sagen på gruppemødet i dag. Så må vi se.
- For mig er det fortsat et spørgsmål om politik og gennemføre den politik, som et flertal har vedtaget. Det har været lidt svært, fordi vi ikke har kunnet få de oplysninger, vi har skullet bruge til arbejdet.
Ministeren er kommet i stormvejr i en sag om såkaldte kvotekonger. Udtrykket dækker over fiskere, der har store fangstkvoter.
Et notat fra 2015, som Berlingske er i besiddelse af, udarbejdet af NaturErhvervstyrelsen beskriver 16 konkrete forslag til at begrænse kvotekonger.
Ministeren har kun fremlagt ét forslag om tro- og love-erklæringer fra listen.
Det har fået seks partier til at melde ud, at ministeren har talt usandt over for Folketinget. Flere partier har nemlig efterspurgt flere forslag til, hvordan kvotekongerne kan blive begrænset.
På et samråd fredag har ministeren oplyst, at han har haft kendskab til flere forslag. Men han har ikke set notatet. Ministeren har ifølge eget udsagn fremlagt anbefalingen om tro- og love-erklæringer, fordi det er det bedste forslag.
Senest viser en redegørelse fra Miljø- og Fødevareministeriet, at ministeren på samrådet har udtalt sig "upræcist" om, hvilke forslag der var blevet fremlagt for fiskeriordførerne i de blå partier på et møde i maj 2016.
I redegørelsen fremgår det også, at ministeren har haft kendskab til yderligere to forslag, der ikke er blevet fremlagt for Folketinget.
For DF-ordføreren handler det nu mere om politisk indhold. Han kan ikke oplyse, om partiet fortsat har tillid til ministeren.
- Så må vi se, hvem det er, der sidder for bordenden. For mig er det ligegyldigt, fordi jeg arbejder professionelt med det her. Jeg kan arbejde sammen med Esben eller en ny minister. Det er for mig underordnet, siger han.
DF har været blandt de mest kritiske i sagen. Ib Poulsen har både udtalt, at ministeren har løjet og tilbageholde oplysninger.
Spørgsmål: Har du været for kritisk over for Esben Lunde Larsen?
- Det er der noget, der tyder på, at jeg ikke har. Så nej, siger Ib Poulsen.
/ritzau/