Dødelig svinepest er kommet tættere på: - Det er rigtig alvorligt
Der er fundet udbrud af afrikansk svinepest i det nordøstlige Tyskland, og det bekymrer en midtjysk svineavler og landboformand.
Afrikansk svinepest, der er dødelig for grise, rykker tættere og tættere på Danmark. Det nærmeste tilfælde er fundet i en besætning i den tyske delstat Brandenburg, der ligger 375 kilometer fra den danske grænse.
Derfor sender Fødevarestyrelsen nu en appel ud til alle borgere om, at man skal være opmærksom på ikke at tage den alvorlige husdyrsygdom med til Danmark.
Sven Agergaard, der er svineavler og formand for Herning-Ikast Landboforening, er glad for, at Fødevarestyrelsen arbejder for at holde svinepesten uden for landets grænser, men det bekymrer ham, at den er rykket så tæt på.
- Vi håber, at man kan stoppe det nede i Tyskland, for det er rigtig alvorligt, siger han.
Indtil videre har svinepesten ikke krævet ændringer i arbejdsgangen på Sven Agergaards svinefarm, men han frygter konsekvenserne for hele branchen, hvis blot en enkelt besætning bliver ramt.
- Hvis svinepesten kommer, kan vi ikke sælge varer. Det er hele eksporten, der bliver ramt, og der er derfor en hel økonomi, der skal startes op igen. For mange er det deres eksistensgrundlag, der kan blive ramt, siger landboformand.
En enkelt pølse kan indeholde pest
Hvis svinepesten rammer danske grise, kommer det til at koste milliarder af kroner i tabt eksport og til bekæmpelse af sygdommen. Derfor er det vigtigt, at blandt andet jægere og lastbilchauffører tager sine forholdsregler, når de rejser rundt i verden og kommer hjem.
- Hvis man tager på jagt i udlandet, skal man være opmærksom på, at man kan færdes i områder, hvor der er svinepest blandt vildsvin. Derfor skal man sørge for at gøre sit udstyr og sit tøj rent, inden man kommer til Danmark. Og hvis man er transportør, skal man sørge for, at den lastbil, der kommer tilbage til Danmark, er rengjort og desinficeret, siger Signe Balslev, der er sektionsleder ved Fødevarestyrelsen.
Det er dog også alle andre rejsende, der skal være særligt opmærksomme på, hvad de tager med hjem, for selv en lille smule fødevarer kan gøre en stor forskel.
- Os andre, der tager på rejse i udlandet, skal lade være med at tage kød og kødprodukter med hjem som souvenirs, for en enkelt pølse kan faktisk indeholde svinepest, siger sektionslederen.
Fødevarestyrelsen håber, at vildsvinehegnet ved den danske grænse vil sørge for, at den afrikanske svinepest ikke selv kan bevæge sig ind over grænsen.
- Vi står rigtig, rigtig godt i Danmark ved ikke at have en levende vildsvinebestand og ved at have hegnet, så de har svært ved komme til landet, siger Signe Balslev.
Svinepesten kan ikke smitte til mennesker.