Efter Jeppe Søe-exit: Nu bryder Moderaterne i Vestjylland tavsheden

Moderaterne i Vestjylland fortæller nu, hvordan man ser på fremtiden, efter Jeppe Søe ikke længere er en del af partiet. Storkredsformanden er fortrøstningsfuld.

Jon Skålerud er Moderaternes storkredsformand i Vestjylland. Han ser fortrøstningsfuldt på fremtiden.
Jon Skålerud er Moderaternes storkredsformand i Vestjylland. Han ser fortrøstningsfuldt på fremtiden.

Efter ugers kiv og kævl er Moderaterne stadig et stærkt udfordret parti.

Også i denne uge har der været overskrifter. Mandag blev medarbejdere i Moderaternes sekretariat sagt op. Og onsdag valgte partisekretæren at gå.

Årsagen er den føljetonagtige sag om dårligt arbejdsmiljø og påstået sexisme i Moderaternes sekretariat. En sag, det ikke er lykkedes at lægge død i og omkring partiet på Christiansborg.

Men også regionalt trækker sagen spor.

Jeppe Søe, der var Moderaternes folketingsmedlem i Vestjyllands Storkreds, er gået.

På grund af sagen om de dårlige arbejdsforhold valgte Jeppe Søe for præcis fire uger siden at forlade det parti, han i sin tid selv var med til at stifte. I dag er Jeppe Søe løsgænger. Og Moderaterne i Vestjylland har ikke længere nogen repræsentant på Christiansborg.

- Selvfølgelig vil jeg til enhver tid foretrække at have en direkte repræsentation i Folketinget. En, som kan tale Moderaternes vestjyske vælgeres sag, lyder det fra Jon Skåleråd, der Moderaternes storkredsformand i Vestjylland.

Formanden har for første gang siden sagen begyndte at rulle i BT valgt at give et interview til TV MIDTVEST.

- Når det er sagt, så har vi efterhånden også en stærk organisation. Så selvom vi ikke længere har et folketingsmedlem valgt i Vestjylland, så er der stemmer, som taler den moderate sag - og gør det med udgangspunkt i det vestjyske, siger han.

Men Jeppe Søe var en betydningsfuld stemme i jeres parti. Hvordan har du det med, han ikke længere er med ombord?

- Der er grund til at takke Jeppe Søe for hans indsats i Moderaterne. Og også i Moderaterne i Vestjylland. Nu kigger vi fremad. Vi taler om noget i stedet for nogen. Jeg oplever, at vi har et stærkt moderat projekt, som er levedygtigt. Og er det med alle dem, der er tilbage i bussen, siger storkredsformanden.

Han lægger han ikke skjul på, at han gerne havde været de seneste uger og al turbulensen foruden.

- Jeg vil sige det på den måde, at jeg ser frem til, at vi igen kan komme til at tale politik. Jeg oplever, at der lige nu er en ansvarlig proces i gang. En proces, som jeg har fuld tillid til. Og som skal have lov til at blive håndteret på en ansvarlig måde, siger Jon Skålerud.

Storkredsformanden understreger, at han ikke vil forholde sig til, hvorvidt det er et genopbygningsarbejde, der er i gang i Moderaterne. Han vil ikke til kommentere, hvad der er foregået i partiet på Christiansborg. 

Jon Skålerud er hovedbestyrelsesmedlem i Moderaterne, men udtaler sig som formand for den vestjyske storkreds, han står i spidsen for.

Han siger, at arbejdet med at finde en erstatning for Jeppe Søe i Vestjylland lige nu er i fuld gang.

- Der er allerede kandidater, som har sagt, at de er interesserede i at stille op. Og også relevante kandidater, som vi finder egnede til at stille op til Folketinget. Jeg er faktisk meget fortrøstningsfuld.

- Og i den forbindelse er det vigtigt at pointere, at der i ethvert parti - også i Moderaterne - løbende foregår et arbejde med at finde folketingskandidater. Det arbejde har været i gang længe. Og har været det uafhængigt af den situation, vi er havnet i, siger Jon Skålerud.

Det er uvist, hvornår partiet præsenterer en spidskandidat til et kommende folketingsvalg i Vestjyllands Storkreds.