Ulykke kostede kvinde livet: Nu er hendes mand sigtet for uagtsomt manddrab

Et sammenstød mellem to biler kostede i maj en kvinde livet. En kørselsfejl fra hendes mands side var årsagen, vurderer bilinspektør.

En 89-årig kvinde mistede i slutningen af maj livet, da hun sad på bagsædet af en bil, som endte i en voldsom ulykke nær Bjerringbro. 

Bag rattet sad en 90-årige mand, som nu er sigtet for uagtsomt manddrab, for uagtsomt at have påført en anden betydelige skader på kroppen og for ikke at overholde sin vigepligt. 

Det oplyser politikommissær Mikael Gudiksen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiets vagtchef Allan Riis fortalte på dagen for ulykken, at den mandlige fører og kvinden, der mistede livet, var gift med hinanden.

I bilen sad foruden ægteparret også tre andre personer, blandt andet en 72-årig kvinde som blev alvorligt kvæstet i ulykken. Det er derfor, den 90-årige mand er blevet sigtet for uagtsomt at have påført en anden betydelige skader.

Ulykken skete, da han kom kørende på Ulstrupvej mellem Bjerringbro og Ulstrup og ville dreje til venstre. I samme øjeblik kom en bil fra modsatte retning kørende, og de to biler ramlede sammen. 

- Bilinspektørens konklusion er, at han (den 90-årige, red.) foretog et venstre sving ind foran den modkørende part. Der er ikke fundet fejl på hverken vejanlægget eller bilen, så det er en klar konklusion, at det er en kørselsfejl fra ham, der fører til færdselsuheldet med dødelig udgang, siger politikommissær Mikael Gudiksen. 

Føreren af den modkørende bil var en 54-årig mand, der slap uskadt fra ulykken. 

Politiets efterforskning er nu afsluttet, og sagen er overdraget til anklagemyndigheden, der skal vurdere, om der kan rejses tiltale mod den 90-årige mand.