Flere feriehuse kan give flere turister i sommerlandet

​Der mangler senge til turisterne. Derfor skal bundfradraget for sommerhusudlejning hæves, mener Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Erhverv.

20170712-122407-a_32mb.jpg
Foto: Scanpix/Kristian Brasen

Hvis 1.000 flere huse bliver udlejet, så vil det skabe 400.000 flere overnatninger.

Det viser tal fra Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Erhverv.

Sidste år blev et rekordår for dansk turisme, og meget tyder på, at denne sommer når nye højder. Men ifølge organisationerne er der et konkret problem, som bremser det danske turismeeventyr: Der mangler sommerhuse til udlejning.

Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Erhverv er derfor gået sammen om at foreslå, at bundfradraget for sommerhusudlejning hæves. Udlejningen skaber nemlig vækst og udvikling i landområderne, forklarer organisationerne i et fælles debatindlæg i Avisen Danmark. 

- Spørger man feriehusudlejningsbureauerne, så er meldingen den samme hele vejen rundt: Der er stort set ikke flere huse til udlejning derude, skriver Charlotte Christiansen, bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd og Anne Fuglsang-Damgaard Sina, politisk konsulent i Dansk Erhverv, i en pressemeddelelse.

Et feriehus skaber ifølge VisitDenmark i gennemsnit en omsætning på omkring 300.000 kroner. I en ny turismepolitik fra Dansk Erhverv viser beregninger, at der er et potentiale på 19.000 nye arbejdspladser inden for turismesektoren i Danmark.