Fugleekspert roser Morsø for at give havørnene fred
Formanden for Dansk Ornitologisk Forening kalder det meget prisværdigt, at Morsø Kommune forbyder færdsel i nærheden af et nyt havørnepar på øen.
Det giver god mening, at Morsø Kommune har valgt at forbyde færdsel i det område, hvor et nyt havørnepar har valgt at slå sig ned ved Jølby Nor på Mors.
Sådan lyder det fra Egon Østergaard, der er formand for Dansk Ornitologisk Forening.
- Hvis folk befinder sig for tæt på reden, flyver ørnene væk. Det første år i et nyt område er ørnene ekstra følsomme, fordi de skal vænne sig til det nye sted. Derfor giver det god mening at beskytte dem, siger han.
Morsø Kommune har valgt at forbyde færdsel i et område på 45 hektar omkring den nye ørnerede for at sikre ro til det nye havørnepar.
- Det er meget prisværdigt, at kommunen på den måde beskytter de nye havørne. Det vil jeg gerne rose kommunen for, siger Egon Østergaard.
Det kan ifølge Egon Østergaard betyde, at havørneparret slår rødder på Mors, og at der tilmed kommer nye havørneunger til - noget der ikke har huseret på øen i over 100 år.
Morsø Kommune fortæller nemlig, at der ikke er blevet registreret redebyggende havørne på Mors siden 1911.
Gode levevilkår i Vestjylland
Fra at have været helt væk fra den danske natur i mange er havørnene nu kommet stærkt tilbage - senest ved ankomsten til Mors.
Hidtil har det primært været i den østlige del af Jylland, hvor havørnen har haft redebyggertrang.
Nu søger de tilsyneladende også mod Vestjylland, og skulle tendensen fortætte, er der ganske fine levevilkår for den store ørn.
- Spisekammeret er i orden både på Mors, men også ned langs den vestjyske kyst, hvor fjordene byder på masser af fisk. Derfor må man sige, at der er dækket op til ørnene, siger Egon Østergaard.
Lidt større udfordringer kan der være i forhold til de skovområder, hvor ørnens store rede kan forme sig. På den front har Østjylland en smule bedre forhold at byde på.
En ørnerede kan ifølge Egon Østergaard blive over to meter lang og skal være i stand til at bære en fuldvoksen mand. Derfor skal træerne have en vis højde for at være robuste nok.
- Der er ikke meget skov på Mors, så de nye havørne må have udset sig de helt rette træer oppe på Limfjordsøen, siger Egon Østergaard.
Adgangsforbuddet på Mors gælder frem til den 1. september.