Grænseoverskridende adfærd ulmer i idrætsforeningerne

En ny undersøgelse viser, at grænseoverskridende adfærd finder sted i landets idrætsforeninger.

Selvom størstedelen af medlemmerne i landets idrætsforeninger føler sig trygge, er der stadig problemer at spore.

15 procent af voksne medlemmer i idrætsforeninger landet over har nemlig oplevet grænseoverskridende adfærd.

Det fastslår en ny undersøgelse fra DGI og Sex og Samfund. Undersøgelsen danner for første gang overblik over grænseoverskridende adfærd i idrætsforeningerne.

De nye tal er også nået til ligestillingsminister Magnus Heunickes bord. Og de vækker opsigt.

- Oplevelser med grænseoverskridende adfærd skal tages alvorligt. Langt de fleste medlemmer er heldigvis trygge i vores idrætsfællesskaber, men undersøgelsen viser desværre også, at over hver fjerde af de unge har haft grænseoverskridende oplevelser, siger han i en pressemeddelelse og uddyber:

- Det er vigtigt, at idrætsforeningerne tager ansvar, men vi skal alle sammen være med til at stoppe grænseoverskridende adfærd.

Helt konkret har 27 procent af de 18-35-årige oplevet grænseoverskridende adfærd.

- Vi skal blive bedre til at sige fra. Også når vi er vidner til, at andre udsættes for seksuel chikane, fortæller ministeren.

Ligestillingsministeriet har sammen med DGI og Sex og Samfund igangsat en kampagne mod den grænseoverskridende adfærd.

Billedet på forsiden er taget af Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.