Hjulbolte-tendens fortsætter i hele regionen
Bilister bliver ved med at opleve hjulbolte, der er skruet løse. Siden starten af juni har Midt- og Vestjyllands Politi fået 67 henvendelser.
De første henvendelser om løsnede hjulbolte kom ved indgangen til juni. Siden er tendensen bare fortsat.
På landsplan er der blevet indrapporteret 555 hændelser, og af dem er 67 blevet indrapporteret fra bilister i midt- og vestjylland.
- Det ligger fuldstændig stabilt, for vi ser stadig ikke nogen nedgang i antallet af henvendelser, siger Mette Helm, der er kommunikationsrådgiver ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Antallet af henvendelser følger størrelsen på byerne rundt i hele regionen.
- Vi har tilfælde i forskellige byer på samme dag, så det tyder på, at der er flere, der har ladet sig inspirere af den her kedelige tendens, siger hun.
Ikke et eneste spor
På trods af de mange episoder med løsnede hjulbolte har politiet dog stadig ikke fået nogle henvendelser, der har ført dem på sporet af nogle af synderne.
- Der plejer at være nogle, der har kendskab og kan lede os på sporet. Men vi har ikke fået én eneste henvendelse. Det undrer os meget, siger hun.
Mette Helm sammenligner den kedelige tendens med de løsnede hjulbolte med tendensen, hvor der blev kastet sten fra motorvejsbroer.
- Der så vi, at det stilnede hurtigere af, da det blev klart, hvad konsekvenserne var. Men den her tendens ser bare ud til at fortsætte - selvom konsekvenserne også er helt klare, siger hun.
Strafferammen for at løsne hjulbolte er på op til otte år.