Højsæson for påkørsler af hjorte
Fra begyndelsen af oktober og tre måneder frem stiger antallet af henvendelser om påkørte hjorte markant. Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral opfordrer til at sænke farten på særlige strækninger og tidspunkter.
Hvert år bliver flere tusinde hjorte ramt af trafikanter. I 2021 modtog Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 11.332 henvendelser om påkørte hjorte – knap en tredjedel af dem i oktober, november og december.
- Om efteråret er der mange flere hjorte, der kommer galt afsted i trafikken. Vi kan ikke ændre på hjortenes adfærd, men vi kan guide bilisterne til at undgå ulykkerne. Hvis farten sænkes på bestemte strækninger og tidspunkter, vil det føre til færre uheld, siger Michael Carlsen, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.
Han henviser til steder, hvor der er skiltet for hjortevildt og generelt omkring skove, enge og levende hegn langs vejen. Desuden er hjortene mest aktive fra solnedgang til solopgang, og det betyder, at det er om natten flest hjorte krydser vejene.
- Vi ved, at hjortene især er aktive i de mørke timer eller omkring skumring og dæmring, siger biologen.
I Midt- og Vestjylland fik Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 flest henvendelser om påkørte hjorte fra Viborg Kommune, som med 356 henvendelser er den kommune, hvor der årligt kommer næstflest opringninger fra.