Klar til PostNord Danmark Rundt i Struer: Lempede restriktioner får løbsarrangør til at ånde lettet op
Der er stort set ingen coronaforhindringer for cykelløbet PostNord Danmark Rundt, når landets største cykelløb skydes i gang i Struer i dag.
Arrangørerne af PostNord Danmark Rundt følte sig nødsaget til at aflyse cykelløbet i 2020 på grund af de mange coronarestriktioner, sportsbegivenheden var underlagt.
Et år senere er situationen i landet noget anderledes, og når løbet tirsdag vinkes i gang i Struer, er der ikke mange forhindringer tilbage for arrangørerne.
Det påpeger løbsdirektør Frank Hyldgaard.
- Der har søreme været mange tanker gennem det seneste års tid om, hvordan situationen ville se ud, når vi ramte august.
- Det ændrede sig jo hele tiden, men heldigvis er det faldet godt ud, og der er ikke rigtig nogen restriktioner, siger han.
Sidste år var en af de store udfordringer, at forsamlingsloft og afstandskrav gjorde det svært at skabe en god tilskueroplevelse.
Det skaber ikke længere problemer for løbet. Men mens tilskuerne igen kan stimle sammen og følge begivenhederne på nærmeste hold, skal cykelholdene leve op til en række krav.
- Det er små ting. Der er også krav om coronapas på hotellet, hvor de spiser hver aften. Men det er i småtingsafdelingen, siger løbschefen.
Cykelløbet skal som alle andre løb overholde coronaregler fra Den Internationale Cykelunion (UCI). Generelle regler, der er skabt under pandemien for at kunne rumme løb over hele verden.
- Det er mest interne restriktioner fra UCI, vi skal forholde os til i forhold til rytterne. Det er meget minimalt. Det handler for eksempel om, at rytterne på sejrspodiet skal have mundbind på.
- UCI's regler er lavet til at kunne spænde over alle verdens lande næsten. Der er regler, hvor man kan tænke, om det er nødvendigt. Men de kan ikke lave regler for det enkelte land. Så bliver de aldrig færdige, siger han.
Det fem etaper lange cykelløb begynder tirsdag i Struer og slutter lørdag på Frederiksberg.