Læge om HPV-vaccine til homoseksuelle: Det er absurd

Praktiserende læge Michael Poulsen fra Holstebro kritiserer Sundhedsstyrelsens HPV-vaccine program målrettet bi- og homoseksuelle drenge.

- Ingen bliver spurgt om deres seksuelle orientering i min klinik. Praktisenrede læge Michael Poulsen kalder HPV-program til bi- og homoseksuelle drenge "absurd".
- Ingen bliver spurgt om deres seksuelle orientering i min klinik. Praktisenrede læge Michael Poulsen kalder HPV-program til bi- og homoseksuelle drenge "absurd".
Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Praktiserende læge Michael Poulsen er utilfreds med Sundhedsstyrelsens nye vaccineprogram, der skal målrette forebyggelsen mod flere kræftformer ved at tilbyde gratis HPV-vaccine til bi- og homoseksuelle drenge i alderen 15-20år. 

- HPV-vaccinen bør tilbydes til alle, siger Michael Poulsen. 

Selvom man oftest hører om hpv-virus hos kvinder, kan virussen også overføres via seksuelt samkvem mellem mænd. For mænd, der får en hpv-infektion, kan det i værste fald føre til analkræft. Og risikoen for at udvikle den sjældne kræftform er større hos homo- og biseksuelle mænd, end den er hos heteroseksuelle mænd.

Gratis HPV-vacciner til til bi- og homoseksuelle drenge

Af den grund har Sundhedsstyrelsen besluttet at tilbyde gratis hpv-vacciner til bi- og homoseksuelle mænd i alderen 15 til 19 i løbet af 2018.

- Vi fik en skrivelse fra Statens Seruminstitut omkring den nye HPV-vaccine, der bliver indført til drenge i alderes 15-20 år med en homoseksuel eller biseksuel baggrund udelukkende. Det synes jeg, var forkert. Jeg synes, det var diskriminerende, siger praktiserende læge, Michael Poulsen fra Holstebro.

Det er ideen, at drenge der erkender sig selv som bi- eller homoseksuelle, skal tilbydes kan henvende sig hos egen læge og få vaccinen på statens regning. Hvis de altså erkender sig selv som bi- eller homoseksuelle. Men Michael Poulsen afviser, at han vil udspørge sine patienter om deres seksuelle orientering. 

- Problemet er, at jeg synes, at HPV-vaccinen skal indføres til alle drenge. Som den har været i tilbud til alle piger siden 2009. Der er god ræsson i, at man giver den både til drenge og til piger, fordi det vil hindre mange forskellige cancerformer både hos drenge og piger. Vi taler om livmoderhalskræft først og fremmest. Vi taler om mundhulecancer og også analcancer, siger Michael Poulsen.   

Intimiderende samtale

- Det er intimiderende, at jeg skal sidde og udspørge en 15-årig dreng omkring hans seksuelle orientering. Det betragter jeg nærmest som absurd, hvis jeg skal sige det helt ærligt. 

- Jeg er praktiserende læge, og som læge vil jeg gerne behandle mine patienter godt. Jeg har måske ligefrem et behov for at behandle mine patienter godt. Og det er ikke en ordentlig måde at behandle sine patienter på, at tale ned til dem og diskriminere dem på den måde der, siger Michael Poulsen.

Sundhedsstyrelsen siger, at det kun er fåtal af kræfttilfælde af drenge i den aldersgruppe generelt. Giver det ikke god mening, at man prioriterer ud fra hvad der kan betale sig i forhold til antallet af kræfttilfælde?  

- Det kan der være en pointe i, men det kan bare ikke opstilles på den måde, at vi skal sidde og tale seksuel orientering med vores patienter for at udpege dem, som er kandidater til at få HPV-vaccinen. Jeg vil i hvert fald ikke gøre det. Det bliver hverken journalført eller italesat i min klinik, siger Michael Poulsen. 

- Det er et absurd setup. Der bliver ikke spurgt ind til seksuel orientering i min klinik. Hvis folk de kommer ned og vil have en HPV-vaccination, så vil den fås på bred indikation, siger Michael Poulsen. 

- Hvordan skal en 15-årig dreng kunne fortælle om, hvordan hans seksuelle orientering den er? Det giver jo ingen mening, siger han. 

Hvorfor kan 15-årige ikke svare på spørgsmål om deres seksuelle orientering? 

- Det er de ikke udviklet til på det alderstrin der. Det er trods alt de færreste, der har erkendt sig selv med en homoseksuel orientering i en alder af 15 år. Det er vores erfaring, siger Michael Poulsen.

1:46
Se hele indslaget her.