Lægehelikoptere skal flyves af fransk firma: Vandt på at være billigere
Lægehelikopteren i Skive og landets tre andre helikoptere skal ikke længere flyves af et norsk firma. Et dansk-fransk samarbejde kom med en bedre pris.
Når vi rammer 2023, har Norsk Luftambulanse fløjet de danske akutlæge-helikoptere, men til den tid skal et nyt firma overtage driften.
Fremover skal franske SAF Helicopteres i samarbejde med danske Uni-Fly sidde ved rorpinden, når helikopterne letter fra blandt andet Skive. Det har regionerne meldt ud i en pressemeddelelse.
Tre parter duellerede om at vinde retten til at flyve lægehelikoptere i Skive, Billund, Saltum og Ringsted. Alle tre bud scorede 9 ud af 10 point på både kvalitet og driftssikkerhed.
Så det blev prisen, der gjorde udslaget; her var den dansk-franske alliance altså billigst.
- Vi sparer 17 millioner kroner om året i forhold til den nuværende aftale. Det er en rigtig god nyhed, fordi det betyder, vi kan få mere sundhed for pengene, siger næstformanden for Danske Regioner og den afgående regionsrådsformand i Region Nordjylland, Ulla Astman (S).
De tre parter, der har budt på helikopterdriften, har mulighed for at klage over afgørelsen frem til 14. december. Kommer der ingen klager, kan kontrakten underskrives.
Skiftet fra norsk til fransk sker i så fald 1. oktober 2023. Til den tid bliver de nuværende helikoptere udskiftet med nye.