Miljøregler bremser landmand: - Det kan ikke lade sig gøre
En stramning af reglerne for at udlede kvælstof spænder ben for udvidelser hos flere landmænd.
Reglerne for at udlede kvælstof i landbruget er blevet strammet. Og det er Carl Lyng, der har drevet landbrug siden 90’erne godt træt af.
Han har søgt om tilladelse til at udvide sin minkbedrift med 1200 mink og samtidig lave en miljøforbedring, der ville kunne sænke kvælstofudledningen fra 2,3 kilo pr. hektar om året til 1,8 kilo.
Det er bare ikke nok. For ifølge de nye regler skal landmanden helt ned på 0,7 kilo kvælstof pr. hektar om året.
- Kravet på 0,7 gør, at det er total umuligt at nå derned. Det kan ikke lade sig gøre, siger landmand Carl Lyng.
Godt på den lange bane
Selvom reglerne kan spænde ben for den enkelte landmand, mener Danmarks Naturfredningsforening, at de strammere regler er det eneste rigtige.
- Vi bliver nødt til at kigge på det her på den lange bane og stille de krav som gør, at vi kan nå i mål. Og det er det kvælstofkravene afspejler, forklarer Marie Reumert Gjerding, der er præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
Marie Reumert Gjerding tilføjer, at hun har forståelse for, at landmændene synes, at reglerne er ulogiske.
Frygter tab
Men den forståelse kan landmand Carl Lyng ikke bruge til noget. Han frygter at hans landbrugsejendom kommer til at falde betragteligt i værdi.
- Efter mange års hårdt arbejde ser mange landmænd frem til at gå på pension, når de ikke kan klare det længere, siger Carl Lyng
Han tilføjer, at som det er i dag, vil mange skulle stoppe som landmænd med et kæmpe tab.
Regeringen er i øjeblikket ved at kigge på, om reglerne skal ændres.