Nye ulvetrailere skal forhindre angreb på husdyr
Nu kan landbo- og fåreavlerforeninger i områder med ulve gratis låne en trailer, der indeholder udstyr til brug ved ulveangreb på husdyr.
Miljøstyrelsen har som et led i bekæmpelsen af ulveangreb indkøbt fire trailere, der skal hjælpe landmænd til at forebygge ulveangreb.
Trailerne indeholder blinkende lys og blafrende bånd, der kan hænges på hegn for at skræmme ulve væk. Derudover er der boltpistoler til at kunne aflive skadede dyr og presenninger til at dække dem over med, indtil de kan blive hentet, hvis en fold alligevel får besøg af en ulv.
- Trailerne er allerede placeret fire steder på Naturstyrelsens vest- og midtjyske enheder ved Vadehavet, Blåvandshuk, Vestjylland og Søhøjlandet og er klar til at blive udlånt, fortæller koordinator for Naturstyrelsens vildtkonsulenter Rune Juelsborg Karsten.
Udlånes til foreninger
De nye ulvetrailere kan lånes gratis for en periode på et halvt til et helt år af eksempelvis lokale landbo- eller fåreavlerforeninger, som er villige til at stå for at låne dem ud til landmændene.
Det skal nemlig gå igennem en forening, da trailerne ikke kan lånes direkte ud til enkeltpersoner fra dag til dag.
Trailere er indkøbt for en særlig bevilling, som Miljøstyrelsen fik på finansloven for 2022 til at imødekomme nogle af Vildtforvaltningsrådets ønsker til fremtidens ulveforvaltning.
- Det er et tilbud, vi nu kan tilbyde fåreavlerne. Vi vil jo gerne se dem i brug, men det er op til foreningerne at tage dem i brug, fortæller Rune Juelsborg Karsten.