Udviklingen er vendt: Flere får nu HPV-vaccinen
Flere unge piger takker ja til HPV-vaccinen. Hele 12 procentpoint flere i 2017 end året før.
Der er en markant fremgang i antallet af piger, der takker ja til tilbuddet om HPV-vaccinen. Det viser en ny rapport, som Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og Statens Seruminstitut står bag.
- Særligt opmuntrende er det, at tilslutningen til vaccination imod livmoderhalskræft er steget med i alt 12 procentpoint på kun ét år, siger Bolette Søborg, overlæge i Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Ifølge Janne Biggaard, der er projektchef og overlæge i Kræftens Bekæmpelse er stigningen er rigtig god nyhed, og forklaringen skal findes i mere oplysning af pigerne i 10-14års alderen og deres forældre.
- Det hænger sammen med informationsindsatsen, hvor vi har givet flere fakta. Kræftens Bekæmpelse har sammen med Sundhedsstyrelsen lanceret kampagnen Stop - HPV. Vi fortæller, om hvorfor vaccinen er vigtig at få. Så pigerne i målgruppen og deres forældre har fået bedre hjælp til at tage stilling, siger Janne Bigaard.
Ifølge rapporten er de midt- og vestjyske kommuner godt med fremme i arbejdet med at få flere til at deltage i HPV-vaccineprogrammet.
Janne Bigaard fortæller, at der rundt omkring foregår forskellige særlige indsatser, som kan være med til at forklare forskellene på kommunalt plan.
- Nogle kommuner har gjort særlige indsatser, og det kan måske være det, man ser. Vi ved, efter et år hvor vi har arbejdet med at fortælle om HPV-indsatsen, at forældrene efterspørger mere viden og gerne fra nogen, som er tæt på dem. Egen læge og sundhedsplejersker f.eks., siger Janne Bigaard.
Genvundet tillid
De senere år har der været en stor og ophedet debat om HPV-vaccinen. Særligt TV2 dokumentaren 'De vaccinerede piger' satte skub i en større debat. Programmet skildrede blandet andet piger og deres forældre, som mente at have fået alvorlige bivirkninger efter HPV-vaccinen.
Antallet af piger og forældre, der ville takke ja til vaccinen styrtdykkede, på trods af at der til dato ingen dokumentation er fundet mellem HPV-vaccinen og de bivirkninger, der blev beskrevet.
På årgangene 1998 til 2000 påbegyndte 92 procent af pigerne vaccineprogrammet. For årgang 2003 faldt tallet ifølge Statens Serumsinstitut til 54 procent på landsplan.
Nu ser det ud til, at tilliden til vaccinen igen er på vej tilbage, selv om der fortsat er langt til den høje deltagelse for 5-7 år siden.
- 100% er selvfølgelig ideelt, siger Janne Bigaard fra Kræftens Bekæmpelse.
- Men jo flere jo bedre, for det er ret enestående, at vi har en vaccine, der kan beskytte mod kræft. Vi kan allerede nu se, færre får celleforandringer på livmoderhalsen, som kan være forstadiet til livmoderhalskræft.
- Vi er på rette vej, men vi vil gerne have endnu flere piger, der får vaccinen. Jeg vil sige, at vi skal over 80% i hvert fald, siger Janne Bigaard.