Weekenden byder på blæsevejr og vindstød op til stormstyrke

Det er med at holde fast på hatten, hvis man skal ud på gaden i weekenden. DMI varsler vindfyldt weekend.

Helga i Hanstholm
Foto: Arkivfoto TV MIDTVEST

Det er efterår, og det viser sig i den grad den kommende weekend. Her vil det nemlig blive et gedigent blæsevejr, oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).
    
- Det bliver efterår med stort e i den her weekend. Det kommer til at rive og ruske, siger vagthavende meteorolog Frank Nielsen.
    
Han fortæller, at vejret bliver en rutsjebanetur fra fredag til søndag.
    
- Fredag bliver en pæn dag i perioder. Det starter med nogle regnbyger i nogle dele af landet, men det skifter over i sol senere. Men det bliver regnvejr igen fredag aften.
    
DMI har sendt et varsel ud om vindstød op til stormstyrke.
    
- I løbet af natten og frem til lørdag morgen kan det blæse så meget, at vi kan nå stormstyrke. Lørdag formiddag vil den her vind passere, og så klarer det en overgang op med noget sol igen, siger meteorologen.    

Fut i fejemøget

Men det bliver endnu en gang en stakket frist, fortæller Frank Nielsen.
    
- Natten til søndag har vi et nyt lavtryk, som får vinden til at tage til igen. Så det gentager sig igen. Der bliver fut i fejemøget, må man sige.
    
Temperaturmæssigt smiler vejrguderne heller ikke til Danmark.
    
- Vi starter ud med en 10-13 grader og omkring ti grader om natten, men i løbet af søndag dropper temperaturen noget, siger Frank Nielsen.
    
Det kraftfulde blæsevejr opstår i et slagsmål mellem den kolde polarluft og den noget varmere luft, som også trækker ind over landet i weekenden.
    
- Erfaringsmæssigt kan det give nogle problemer med forhøjede vandstande i de indre farvande. Det kan ske på søndag med forhøjede vandstande omkring en meters penge, siger meteorologen.
    
Den forhøjede vandstand kan blandt andet blive aktuel ved Odense Fjord, Storebælt, Isefjorden og Roskilde Fjord.
    
/ritzau/