En rutsjebanetur af de helt store: - Jeg er verdens lykkeligste mand!
Turpal Bisultanov fra Herning har vundet OL-bronze i brydning.
Hvis du slår ordet "eufori" op i ordbogen lige nu, så vil du med garanti støde på navnet Turpal Bisultanov.
Den 22-årige bryder fra Herning har netop vundet en bronzemedalje ved OL, og han kunne slet ikke være sin krop af bare glæde, da han mødte pressen lige bagefter.
- Jeg har det fantastisk. Jeg kunne ikke have de bedre. Jeg er verdens lykkeligste mand.
I bronzekampen var han oppe imod de forsvarende verdensmester, ungarske David Losonczi. Men hele kampen igennem var det herningensiske Turpal Bisultanov, der kæmpede som en sand verdensmester.
I mixed zone lige efter kampen bevidnede en øm skulder og et blåt øje om, at det havde været en ubarmhjertig og hård fight, der til sidst endte med en kneben 2-1-sejr til den 22-årige bryder.
- Jeg kan godt mærke smerterne, men det er mest lettelsen, der fylder i mig. Det er ikke gået op for mig, men nu er den hjemme, siger en lettet Turpal Bisultanov.
Rutsjebanetur af de helt store
For bare tre uger siden var Turpal Bisultanov ikke engang kvalificeret til OL. Først da en russer meldte afbud i sidste øjeblik, måtte han bestille flybilletten til Paris. Nu - tre uger senere - står han med en bronzemedalje om halsen.
- Det er helt vildt. Det er historisk. Jeg har EM-guld, VM-sølv og OL-bronze. Jeg ville ønske, at det var tre gange guld, men jeg må bare fortsætte med at drømme, og så skal jeg nok nå det også, siger Bisultanov.
Også under selve OL har Bisultanov været udsat for noget af en rutsjebanetur. Først tabte han til den bulgarske bryder, der i aften kunne lade sig krone som olympisk mester.
Derefter var det reelt ude af Bisultanovs hænder, om han overhovedet fik mulighed for at kæmpe med om en bronzemedalje. Resultaterne flaske sig dog således, at han kunne træde ind i turneringen igen torsdag formiddag, hvor han besejrede sin georgiske modstander.
Torsdag aften gjorde han så rent bord med en sejr på 2-1 over den regerende verdensmester.
- Det var en drøm, der gik i opfyldelse, og det vidner bare om, at man aldrig må give op på sine drømme. Nu står jeg her med - undskyld mit sprog - en fucking OL-medalje.
- Skal lige have et par panodiler.
Nu kan bryderen fra Herning holde den sommerferie, han egentlig var gået på for tre uger siden, inden han fik stukket en afbuds-billet i hånden.
Men inden da skal han ud at fejre bronzemedaljen med venner og familie.
- Det kan være, at jeg lige skal have et par panodiler for at kunne holde det ud, siger han med et glimt i øjet.
Turpal Bisultanov havde egentlig udset sig legene i Paris som et springbræt til OL om fire år i Los Angeles, hvor han for alvor skulle toppe sin karriere - og selvom han nu allerede har vundet en OL-medaljer, har han ikke lagt drømmene i 2028 på hylden.
- Jeg vil gøre alt for at opnå mine drømme igen i 2028. Det har altid været min drøm at leve af brydning, og nu står jeg her og lever af det. Jeg er bare klar på at vinde flere medaljer til Danmark, afslutter han.