Jesper holder styr på de store håndboldstjerner: - Hvis jeg var bange, skulle jeg jo ikke stå her
Jesper Madsen fra Herning dømmer nogle af de største håndboldkampe ved OL.
Jesper Madsen fra Herning står midt i orkanens øje til flere håndboldkampe under OL. Ikke som hverken spiller, træner eller tilskuer - men som dommer.
- Det er virkelig fedt at være til OL. Humøret omkring alt sport her er bare fedt, siger Jesper Madsen.
Hvis du så med i kvartfinalebraget mellem Tyskland og Frankrig, lagde du måske også mærke til, at det var danske Jesper Madsen, der sammen med sin faste makker, Mads Hansen, styrede slagets gang.
Et håndbolddrama af en anden verden, hvor Tysklands scorede i sidste sekund og endte med at vinde kampen i forlænget spilletid.
- Selvfølgelig er det svært at stå i sådan en kulisse, for ellers ville alle jo kunne gøre det.
Skal glemme sit eget ego
Jesper Madsen arbejder med ledelse til daglig hos en virksomhed i Herning, og i bund og grund handler det også om at lede en håndboldkamp på den bedst mulige måde, så det er spillerne og ikke dommerne, der løber med overskrifterne.
- Det nemmeste i hele verden er at smide en spiller ud. Det er bare at gå hen og pege på en spiller og stikke to fingre i vejret.
- Men det er ikke det vi ønsker. Vi ønsker at få sat en ramme for en håndboldkamp, hvor spillerne får mulighed for at ’shine’. Her skal man som dommer hive sit eget ego ud, siger håndbolddommeren.
Er ikke bange for dem
Hans vej ind i dommerfaget kom sig af, at han som amatørspiller kunne blive ganske frustreret, hvis dommerpræstationer var under niveau.
- Og så har jeg haft sådan en indstilling, at man ikke kan tillade sig at kritisere nogen, hvis man ikke selv har prøvet at gøre det bedre, siger Jesper Madsen.
Jesper Madsen var også med som dommer ved OL i Tokyo. I Paris er oplevelsen dog en helt anden, fordi der ikke er corona-restriktioner.
Og selvom flere af kampene i Frankrig har været højdramatiske, bliver den rutinerede dommer aldrig skræmt af kulissen - heller ikke hvis de fysisk store håndboldspillere er utilfredse med hans kendelse.
- Hvis jeg blev bange for dem, skulle jeg jo ikke stå her. Hvis jeg mødte en håndboldspiller på gaden, kunne jeg godt tænke 'han er godt nok stor, ham der' - men når jeg står på banen er det bare en spiller, afslutter han.
Når han ikke dømmer kampe til OL, har han travlt med at dømme både EM, VM, Champions League og i den danske liga.
Det ligger endnu ikke fast, om Jesper Madsen skal dømme medaljekampene ved OL. Det afhænger af, hvilke kampe der er dansk deltagelse i.