Knækker helt sammen foran pressen: - Jeg er bare såret
OL-bryderen fra Herning var grædefærdig efter sit nederlag i ottendedelsfinalen.
Der er store følelser på spil til OL. Det fik man et synligt bevis på, efter at Herning-bryderen Turpal Bisultanov tabte sin ottendedelsfinalen til bulgarske Semen Novikon
Få øjeblikke inden den 22-årige bryder skulle tale med de fremmødte journalister, knækkede han fuldstændig sammen i gråd. Nederlaget på 5-1 gjorde for ondt.
Bryderen måtte lade pressen vente nogle minutter, inden han var klar til at sætte ord på nederlaget.
- Jeg er bare såret, men jeg kæmpede med alt, hvad jeg havde. Desværre lykkedes det ikke i dag, siger Turpal Bisultanov.
Turpal Bisultanov har været på en lang rejse, inden han kunne kalde sig OL-atlet for Danmark. Som 6-årig flygtede han fra et krigshærget Tjetjenien.
Siden måtte han kæmpe en indædt kamp for at blive dansk statsborger. Dernæst formåede han ikke at kvalificere sig direkte til OL i Paris. I sidste ende lykkedes det dog at komme med på et afbud.
- Det har været en lidt anderledes rejse, end jeg havde håbet på, men jeg håber og tror på, at jeg komme tilbage endnu stærkere herfra, siger han.
Kan stadig vinde medalje.
I ugerne op til OL havde Bisultanov også døjet med en skulderskade, og derfor var der flere åbne spørgsmål til den 22-årige bryders fysiske forfatning.
Ikke desto mindre er han forsvarende Europamester og VM-sølvvinder, og derfor var det bestemt ikke nogen underdog, der mødte op i Paris.
Derfor var det heller ikke bare for oplevelsens skyld, at han var rejst til den franske hovedstad.
- Jeg tror ikke, der er en eneste atlet, der er kommet til OL bare for oplevelsens skyld. Det håber jeg i hvert fald ikke. Mit mål var at komme til OL og dernæst gøre mit bedste for at kæmpe kæmpe med om en medalje.
Selvom Turpal Bisultanov tabte sin 1/8-finale med 5-1, er det faktisk ikke sikkert, at han er helt færdig ved OL.
Hvis dagens modstander Novikov kommer i finalen, er Bisultanov med i morgendagens opsamlingsturnering.
Han kan dog maksimalt vinde en bronzemedalje.