Løb på smertestillende og kender ikke dagen i morgen: - Lige nu er det meget ubehageligt

Det var en smertefuld affære, da Ida Karstoft løb kvindernes 200-meter ved OL. Hun ved ikke, om hun stiller til start i morgen.

Ida Karstoft
Foto: Alina Smutko/Reuters/Ritzau Scanpix

Det var blevet sandhedens time for Lemvig-løberen Ida Karstoft. 

Nu skulle det vise sig, om den akillessene, der har drillet hende så meget, kunne spænde ben for drømmen om at gå videre til en OL-semifinale på kvindernes 200-meter. 

Desværre for Ida Karstoft rakte hendes sjetteplads og tiden 23,01 sekunder ikke til en direkte plads i semifinalen. Dog er der stadig en mulighed mandag, hvor der er opsamlingsheat. 

- Jeg gjorde, hvad jeg kunne med de kort, jeg er blevet givet. Jeg halter af banen, og allerede efter halvdelen af løbet tænker jeg bare på, at min akillessene skal holde, siger Ida Karstoft til TV MIDTVEST lige efter løbet. 

Tog smertestillende

Ida Karstoft fortæller, at hun oplevede smerter det meste af vejen gennem de 200 meter - også selvom hun havde taget smertestillende inden løbet. 

- Det er et nødstilfælde, at jeg tager smertestillende. Normalt er det ikke noget, jeg gør, siger Karstoft. 

- Jeg kunne godt mærke, at det var skidt, men jeg havde håbet, at det ikke ville påvirke mig derude, men det gjorde det. Men jeg er glad for, at jeg er her, uddyber hun. 

På grund af smerterne er den 28-årige løber heller ikke sikker på, om hun stiller til start i mandagens opsamlingsløb, hvor hun stadig har en chance for at kvalificere sig til semifinalerne. 

- Lige nu er akillessenen meget ubehagelig. Vi må se, hvad der sker. Førsteprioritet er, at jeg skal have en hel akillessene med hjem til Danmark. Jeg har nemlig en plan om, at jeg gerne vil med til VM i Tokyo næste år. 

Ida Karstoft løb 200-meter på 23,01 sekunder.
Ida Karstoft løb 200-meter på 23,01 sekunder.
Foto: Pawel Kopczynski/Reuters/Ritzau Scanpix

Danmarkshistorie

Selvom det var en smertefuld affære for Ida Karstoft, var hun alligevel årsag til, at der søndag middag blev skrevet Danmarkshistorie. 

Det er nemlig første gang nogensinde, at Danmark har en kvinde med på 200-meteren ved et OL.

- Jeg fik se en masse danske flag derinde, så det var megafedt. Selvfølgelig tager min skade lidt af glæden, men det er jo ikke hver dag, at man får lov til at stå på sådan en scene. 

Ida Karstoft satte sin personlige rekord i april tidliger i år, da hun løb tiden 22,60 sekunder.

Det er stadig amerikanske Florence Griffith-Joyners tid på 21,34, der er den hurtigste tid nogensinde. Den satte den nu afdøde sprinter til OL i Seoul i 1988.

Ida Karstoft løber opsamlingsheat mandag klokken 12.50, hvis hun melder sig klar.