Op mod 40 biler og motorcykler brændt inde
En større privatsamling af biler og motorcykler brændte ned natten til fredag.
Natten til fredag udbrød der en større brand i to udbygninger på en privat adresse ved Erslev på Mors. Det oplyser vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jan Nørrum.
- Hverken personer eller dyr er kommet til skade, men der var opbevaret op mod 40 biler og motorcykler i bygningerne. De er brændt ud, siger Jan Nørrum.
Nordjyllands beredskab fik meldingen omkring midnat og var fremme cirka et kvarter senere.
- Det hele var overtændt, da vi kom frem. Udbygningerne var delvis sammenbygget med stuehuset, så vores første indsats handlede om at sikre stuehuset. Det lykkedes og efter en halv times tid havde vi kontrol over branden, siger indsatsleder Henrik Gade Jespersen.
Ukendt brandårsag
Indsatslederen oplyser, at der var 13-14 brandfolk på stedet. Klokken 6.30 var han på vej hjem.
- Vi har en brandvagt på derude i første omgang indtil klokken 8.00. Så tager vi bestik af, om vi skal ud og lave mere efterslukningsarbejde.
Brandårsagen er endnu ukendt, men politiet skal lave undersøgelser i løbet af fredagen.