Midt- og Vestjylland fejrede prins Christians 18 år

H.K.H. Prins Christian fylder 18 år. Vi fulgte fejringen og de i alt 23 unge gæster fra de midt- og vestjyske kommuner, som var med til royal fest.

15. okt kl. 16:29

Nerverne sad uden på det fine tøj kort før royal fest

De er nervøse, de er spændte, og de glæder sig helt vildt til at få en kæmpe oplevelse søndag aften, når de skal fejre Prins Christians 18-års fødselsdag.

Og lige før dørene åbnes op til gallataffel, fangede TV2 Nords reporter ved Christiansborg Slot nogle af de 18-årige nordjyske gæster.

- Jeg er nervøs, spændt, og jeg glæder mig. Jeg tror faktisk først, sommerfuglene rigtigt kommer, når man kommer derind og ser det hele, lyder det fra Klara Ager fra Morsø Kommune minutterne før festens start til TV2 Nord.

Hendes kompagnon fra Morsø Kommune, Magnus Attermann, kunne mærke nervernes intensitet stige med lidt mere kraft så tæt på begivenhederne.

- Der er i hvert fald kriller i maven. Det var der ikke lige på busturen, men nu kan man virkelig godt mærke, at det begynder at spidse til. 

15. okt kl. 16:27

Bedstemor er stolt

Flaget er fremme på sofabordet hos familien Sørensen i Skive. Nu skal dommen falde - hvordan har søn, bror og barnebarn klaret det?

- Måske ikke helt det, vi havde øvet, men tæt på, lyder hans mors bedømmelse af hans buk foran de kongelige, som har hjulpet ham med forberedelserne forud for aftenens galla.

- Vi har snakket om, at han skulle være ydmyg, glad og snakke godt med dem, han skulle sidde med. Ellers har det været svært at forberede ham på, fordi vi jo ikke har meget erfaring med det her.

Bedstemor Grethe er meget stolt i aften.

- Jeg glæder mig på hans vegne. Han klarer det flot, siger hun.

Og nu glæder hun sig til, at Gustav Møller Sørensen vender hjem til Skive igen, så hun kan høre om det hele.

- Jeg glæder mig til at høre, hvordan det har været. Hvad de fik at spise, og hvordan ballet er gået. 

15. okt kl. 15:49

Spændt familie følger med ved skærmen

sidder klar
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Familien Sørensen sidder spændt og følger med på TV-skærmen fra Skive.

Deres søn, bror og barnebarn Gustav Møller Sørensen er lige nu i gang med at bukke, hilse og feste med de kongelige.

Læs om Gustav Møller Sørensens tanker om aftenens fest her:

15. okt kl. 15:38

De unge hilser på kongefamilien

Lige nu ankommer de unge fra alle danske kommuner til Riddersalen på Christiansborg Slot. 

Men inden de kan indtage deres pladser i salen, skal de hilse på Dronning Margrethe, Kronprinsparret og dagens midtpunkt og fødselar, prins Christian.

Under ankomsten spiller forskellige melodier - blandt andet Scarlet Pleasures kæmpehit "What a Life" og Melodi Grand Prix-hittet "Only Teardrops".

15. okt kl. 15:20

Har du set? Johanne satte jagten ind efter den helt rigtige kjole

18-årige Johanne Torp fra Harboøre er en af de udvalgte unge fra Lemvig Kommune, der lige nu deltager i prins Christians 18 års fødselsdag på Christiansborg Slot.

Og med invitationen til sådan en særlig fest, satte hun alt ind i jagten på den perfekte gallakjole.

- Det er jo en prinsessedrøm. Den skal være lidt pænere end en almindelig galla-kjole, for den må gerne vise, at man skal til en kongelig fest - og ikke bare et efterskole- eller gymnasiegalla, siger hun.

I kjoleforretningen var der et væld af muligheder; glimmer, perler, med eller uden slids.

Se herunder, hvilken kjole, hun valgte:

3:18
I Riddersalen på søndag går det løs. 18-årige fra hele landet skal fejre Prins Christians fødselsdag, så nu er Johanne fra Harboøre taget ud i en kjolebutik for at tage en svær beslutning.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST
15. okt kl. 15:05

Teaterforestilling og gallataffel: Sofus' søndag er langt fra almindelig

18-årige Sofus Uhrbrand fra Struer er også blandt de inviterede til aftenens fest hos prins Christian.

Men hans dag startede ikke med rolige forberedelser og et langt bad. Klokken 10.30 skulle han være med i et teaterstykke i Herning Kongrescenter. 

- Jeg har det simpelthen crazy. Nu skal vi spille her, og det bliver noget af en omvæltning, at jeg så lige skal op i bad hurtigt og så selvfølgelig over til prins Christian, sagde han lige inden forestillingen.

Klokken 11.30 kunne han så ikke trække den længere, for et bal hos dronningen kommer jo ikke lige hver dag. 

- Nu kan jeg godt mærke, at det begynder at sitre lidt, siger en svedig og lettere stresset Sofus Uhrbrand bag scenen i Herning.

0:51
15. okt kl. 14:23

Invitationen er aftenens adgangsbillet

Sophia Lynggård fra Ikast-Brande Kommune viser sin invitation frem på vejen til København.

- Vi skal have den med for at vise, at vi er inviteret, forklarer hun.

- Og så fulgte der et lille papir med også med regler, tilføjer Sophia Lynggård.

Invitationen er med guldkant og den kursiverede tekst: 

"Hendes Majestæt Dronningen indbyder Sophia Lynggård Ikast-Brande Gymnasium til gallataffel på Christiansborg Slot."

Udover invitationen skal alle gæster også medbringe pas eller anden ID for at få adgang til gallataflet.

0:29
15. okt kl. 13:59

Ankommet til slottet

Sophia Lynggård og William Høegh fra Ikast-Brande Kommune er fremme efter en lang køretur.

Og det er to spændte 18-årige, der stiger ud af bilen lidt væk fra Christiansborg.

- Det er lidt surrealistisk, nu er det ved at være tid. Man har jo gået og tænkt over det længe, men nu sker det rent faktisk, siger William Høegh.

Nerverne er uden på tøjet, og Sophia Lynggård frygter for det øjeblik, hvor hun skal neje.

- Ikke at kunne komme op igen og stå og vælte lidt, idet man skal op, siger hun.

0:59
15. okt kl. 12:54

Gustav fik invitation midt i matematiktime

Gustav Møller Sørensen havde helt andre tanker i hovedet end kongelige fester, da han midt i en matematiktime blev ringet op af Skive Kommunes borgmester. 

- Jeg var helt i chok, fortæller han. 

Borgmesteren fortalte, at han var en af de to unge, der ved en lodtrækning var blevet udtrukket til at deltage i prins Christians 18-års fødselsdag.

Lige efter begejstringen over at blive inviteret, kom nerverne og tvivlen.

15. okt kl. 12:42

TV MIDTVEST følger Sophia og William til bal

Sophia Lynggård fra Brande og William Høegh fra Bording sidder lige nu i en bil på vej til Christiansborg i København. 

De er Ikast-Brande Kommunes unge repræsentanter ved prins Christians fødselsdag i aften.

Med i bilen er en journalist og fotograf fra TV MIDTVEST, som følger dem på vej. 

- Jeg er superspændt, og nu glæder jeg mig bare til at se, hvordan det hele ser ud, når vi kommer frem, siger Sophia Lynggård.

1:12
Her kan du høre de to unges tanker om festen og Kongehuset.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST