Sophia og William kom helt tæt på de kongelige: - De blev meget mere menneskelige
Sophia Lynggård blev mundlam, da hun pludselig stod ansigt til ansigt med kronprinsesse Mary. Søndag var hun og William Høegh blandt de 360 gæster til prins Christians fødselsdag.
’Surrealistisk’, ’ikke til at tro’ og ’helt vildt at tænke på’. Det var de ord, de to udsendte fra Ikast-Brande Kommune satte på situationen, lige inden de trådte ind på Christiansborg Slot for at deltage i prins Christians 18-års fødselsdag.
Efter fem-seks timer med kongeligt selskab, taler, middag og fest på slottet har det stadig ikke rigtig bundfældet sig.
- Det gik så hurtigt, at man næsten ikke nåede at opfange det. Jeg tror ikke, jeg sådan rigtig forstår det før om flere år, lyder det fra 18-årige Sophia Lynggård fra Brande, lige da festen er slut.
Hun var til fest på slottet sammen med jævnaldrende William Høegh, som bor lidt uden for Bording.
- Især pigekoret var helt fantastisk, og alle talerne og bare det at være i det rum der. Det får man jo aldrig lov at opleve igen, siger han.
Søndag formiddag lettede de anker fra det midtjyske for at deltage i den royale fødselsdag, som de havde fået en invitation til efter en lodtrækning.
196 unge fra landets kommuner var inviteret med til festen og skulle altså hilse på både dronning Margrethe, kronprins Frederik, kronprinsesse Mary og fødselsdagsbarnet selv, prins Christian.
Efterfølgende skulle de sætte sig til bords i Riddersalen. Ved de fleste borde sad der også minimum en royal gæst. Ved bord 17, hvor Sophia Lynggård og William Høegh sad, havde de selskab af dronning Margrethes søster, dronning Anne-Marie, samt den tysk-danske prins Gustav til Sayn-Wittgenstein-Berleburg.
- De spurgte ind til, hvad vi lavede og havde en masse spørgsmål og lyttede. Så de blev meget mere menneskelige, når man sad med dem. Det var megafedt, siger William Høegh.
Talte med kronprinsessen
De to unge gallagæster fortæller, at kongefamilien var mere tilgængelige og åbne, end de havde regnet med.
- Lige pludselig står du i et rum med kronprins Frederik til højre og Mary til venstre, og dronningen sad i hjørnet. Så lige pludselig var de der bare alle sammen, siger William Høegh.
Og for Sophia Lynggård betød det, at hun kom en del tættere på en af hovedpersonerne til taflet, end hun havde turdet håbe på.
- Pludselig stod kronprinsessen lige ved siden af mig. Så vendte jeg mig om og sagde, jeg var lidt mundlam, og så sagde hun, at det skulle jeg ikke være og aede min arm. Det var vildt, siger hun.
Begge de 18-årige glæder sig nu mest til at fortælle deres venner og familie om oplevelsen.
- Hvis jeg kunne have drømt så langt, så havde det her i hvert fald stået på min bucket-liste. Men det her har man jo aldrig kunnet forestillet sig, siger Sophia Lynggård.
- Det har været fedt at prøve. Det er bare en fed oplevelse, lyder det fra William Høegh.
Der var i alt 360 gæster med til prins Christians fødseldag. Udover de to repræsentanter fra hver kommune, var der også unge fra sportens og kulturens verden med til festen.