Festen er slut – men samarbejdet fortsætter

Hver kommune har lagt en krone i kassen pr. borger.

2:22
Se hele interviewet med Bent Hansen her.

I weekenden sluttede kulturhovedstadsåret Aarhus2017 med et brag i Hvide Sande.

Nu er det hverdag igen, men kultursamarbejdet mellem Region Midtjylland og de 17 kommuner fortsætter.

- Vi synes, at både kommuner, kultur og region er blevet knyttet sammen på en rigtig konstruktiv måde i de her år, hvor vi har samarbejdet om at opbygge Kulturby 2017. Så der er rigtig mange gode erfaringer, som vi gerne vil holde fast i, fortæller regionsrådsformand Bent Hansen.

Regionen og kommunerne har hver smidt en krone pr. borger i en fælles kulturpulje. Det betyder, at omkring 2,6 millioner kroner vil blive brugt på at fortsætte kultursamarbejdet mellem kommunerne og skabe store kulturelle arrangementer i fremtiden.

Fælles events

Bent Hansen mener, at borgerne får en masse ud af samarbejdet.

- Først og fremmest det, at vi fortsat laver nogle ting sammen, der er med til at give nogle gode oplevelser, der er med til at løfte vidensindholdet og brede vores alle sammens perspektiv ud, forklarer han og tilføjer:

- Når man for eksempel på tværs af regionen har kørt projektet ’De Syv Dødssynder’, og beskrevet det på syv forskellige museer over hele regionen, så kan man tage det museum, der ligger tættest på først og så brede ud. På den måde kan tingene komme til at hænge sammen.

Han fortæller også, at pengene kan gå til større events.

Region Midtjylland bidrager også med to ansatte til at administrere projektet, og derudover har regionen besluttet at målrette kulturpuljen mod fælles projekter. Projektet kører foreløbigt i en prøveperiode på to år.

1:57