Kunne du tænke dig at stoppe? Vestjysk rygestop udbredes
En koordineret indsats mellem kommune og regionen skal hjælpe rygere med at kvitte smøgerne. Det har været en stor succes i Vestjylland.
Ryger du, og kunne du tænke dig at stoppe? Et par ret simple spørgsmål bliver nu udbredt til hele regionen.
På hospitalerne i Vestjylland har der nemlig været så stor succes med et forsøg, hvor man gennem de to spørgsmål får sat massevis af patienter i gang med et rygestop.
Hvis man svarer ja på de to spørgsmål, beder hospitalet borgerens kommune om at kontakte rygeren – og herefter kontakter kommunen rygeren inden for en uge.
- Eksemplet fra Vestjylland viser, at når vi arbejder sammen om forebyggelse, kan vi lykkes – både med at forebygge sygdom og med at skabe en sammenhængende sundhedsindsats på tværs af region og kommuner. Vi arbejder sammen om, at der skal komme mange flere af disse gode eksempler i fremtiden, siger næstformand for Sundhedskoordinationsudvalget, Ib Lauritsen (V) i en pressemeddelelse.
Det er sundhedskoordinationsudvalget, der anbefaler at tilbuddet bliver bredt ud til hele regionen. Udvalget består af politikere fra Regionsrådet, Byråd og PLO-Midtjylland.
- 70 % af rygerne ønsker at stoppe med at ryge. Hospitalerne og kommunerne i Vestjylland har gode erfaringer med at hjælpe rygerne med at stoppe. Vi udbreder deres gode erfaringer til hele regionen, siger medlem af udvalget, regionsrådsmedlem Annette Roed (S).
Udvalget påpeger desuden, at en højere pris på tobak vil flere til at stoppe med at ryge. Det er et ønske, som de vil tage om med udvalgene i de andre regioner.