Ekspert om sygedagpenge-bonus: Det virker meget mystisk

En lektor i forvaltningsret undrer sig over bonusserne til de sygedagpenge-ansvarlige i Ringkøbing-Skjern Kommune. Det virker mystisk, siger han.

Ringkoebing-Skjern_Kommune.jpg

I forbindelse med at antallet af sygedagpengemodtagere er blevet bragt ned i Ringkøbing-Skjern Kommune, har de ansvarlige på området i kommunen alle fået en bonus. Kommunen har sparet 13 millioner, hvilket udløste en bonus på 100.000 til deling mellem de 25 medarbejdere. 

Den bonus har SF-politikeren Kirsten Normann Andersen senere udtrykt harme over, og hun tænker, at bonussen måske endda er ulovlig. 

Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet, mener også, at det kan være problematisk, at medarbejderne får en bonus for at sænke antallet af mennesker på sygedagpenge. 

- De må ikke lade sig påvirke af, om de får en bonus. De må ikke lade flere komme ud af systemet, end hvad der er fagligt grundlag for, siger Sten Bønsing til TV MIDTVEST og tilføjer om bonussen: 

- Det virker meget mystisk. 

Udelukkende faglig vurdering

Sten Bønsing understreger i øvrigt vigtigheden af, at der skal lægge en faglig vurdering bag enhver beslutning på sygedagpengeområdet.

- Ansatte skal behandle alle sager ud fra en faglig vurdering, siger lektoren. 

Hos Ringkøbing-Skjern Kommune kommenterede man lørdag på, om der var et problem i, at der kunne være et økonomisk incitament for sagsbehandlerne, men det mente de ikke, at der var. 

- Vi arbejder med kompetente medarbejdere, som aldrig ville tilsidesætte borgernes retssikkerhed. Ingen medarbejdere ville drømme om at tilsidesætte noget for egen vindings skyld, sagde beskæftigelseschef hos Ringkøbing-Skjern Kommune, Kim Ulv Christensen til Dagbladet Ringkøbing-Skjern. 

Han understregede derudover, at hvis kommunen kommer frem til en forkert afgørelse, så har borgerne Ankestyrelsen, som kan ændre kommunens afgørelser. 

FOA: Ulempe for borgeren

Hos FOA oplever man Ringkøbing-Skjerns linje på området om folk på sygedagpenge som meget stram. 

- Det er mere restriktivt end andre steder, siger Lone Fauerholdt Knudsen, der er faglig konsulent hos FOA. 

Hun mener, at Ringkøbing-Skjern Kommune mere er ude på at spare, end de er ude på at hjælpe borgerne. 

- Jeg oplever, at man i højere grad i Ringkøbing-Skjern Kommune tolker til ulempe for borgeren – hvis man kan stoppe sygedagpenge, gør man det. Man ser mere på begrænsningerne end mulighederne, siger Lone Fauerholdt Knudsen. 

Kirsten Normann Andersen, medlem af Folketinget fra SF, planlægger at stille §20-spørgsmål til både beskæftigelsesministeren, indenrigsministeren og sundhedsministeren på baggrund af netop denne sag.