Tyve brød ind i syv tyske biler ved havet

Politiet i Ringkøbing opfordrer til, at man ikke efterlader kontanter i sin bil.

politibil.jpg
Foto: Flemming Christensen

Syv tyske familier fik tirsdag et kedeligt minde fra det danske ferieland.

Familierne havde indbrud i deres biler, mens de holdt på p-pladser ved havet i Vedersø og Årgab. 

Lokalpolitiet i Ringkøbing oplyser, at tyven eller tyvene kom ind i bilerne ved at knuse ruder. Herrefter forsynede de sig med tasker og rygsække, der blandt andet indeholdt kørekort og andre personlige papirer, men i flere tilfælde også kontanter.

- Det er problematisk at have kontanter liggende i bilerne, siger politikommissær Mette Bundgaard.

Hun opfordrer gæsterne i sommerlandet til at være opmærksomme på mistænkelige personer eller køretøjer - og understreger, at politiet meget gerne vil have hjælp fra offentligheden.

- Vi kan ikke udelukke, at tyvene holder øje med turisterne, når de forlader deres biler. Måske holder de øje med, om turisterne tager noget fra en rygsæk og lægger den tilbage i bilen. Så hvis man ser det mindste, som kan virke mistænkeligt, må man meget gerne ringe 114, så skal vi nok vurdere, om det er noget, der skal følges op på, siger politikommissæren.

Indbruddene i de syv biler skete tirsdag mellem klokken 13 og 16.