11-årige Karoline vil på friskole - men kommunen kalder det ulovligt

Et forældrepar fra Ringkøbing kan ikke få støtte til deres hjerneskadede datter, hvis hun går på en friskole.

Karoline Stenholdt Nielsen ved endnu ikke, hvor hun skal gå i skole i det kommende skoleår.
Karoline Stenholdt Nielsen ved endnu ikke, hvor hun skal gå i skole i det kommende skoleår.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

På mandag er der skolestart - men 11-årige Karoline Stenholdt Nielsen fra Højmark ved Ringkøbing ved endnu ikke, hvor hun skal gå i skole. 

Som 4-årig blev hun hjerneskadet efter en virus på hjernen. Derfor har hun indtil nu gået i en specialklasse på specialcenter Ringkøbing. 

Men det er et undervisningstilbud, hvor flere af hendes klassekammerater har ADHD. Det betyder ifølge forældrene, at der er meget støj og uro i timerne.

Ifølge forældrene sakker Karoline Stenholdt Nielsen bag ud i skolen, mens hun går på Specialcenter Ringkøbing.
Ifølge forældrene sakker Karoline Stenholdt Nielsen bag ud i skolen, mens hun går på Specialcenter Ringkøbing.
Foto: Privatfoto

- Vi har en datter, der ikke trives i det nuværende skoletilbud. Hun er ked af det og vil ikke starte der efter sommerferien, hvis hun skal bestemme, fortæller Mogens Smed Nielsen.

Vil gerne på friskole

Karoline Stenholdt Nielsens forældre vil gerne have hende over på Højmark Friskole, hvor deres yngste barn også går. 

Friskolen har sagt, at de gerne vil tage Karoline Stenholdt Nielsen ind, men det vil kræve et tilskud til støtte i undervisningen fra Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Og de har afvist at ville give tilskuddet. 

- Det har før været et ønske, og vi har undersøgt det mange gange, men vi kan ikke give et tilskud. Der er ikke lovhjemmel til, at vi kan yde et tilskud til et konkret CPR-nummer til en friskole. Den lovgivning findes ikke, understreger Flemming Nielsen, der er chef for dagtilbud og undervisning i Ringkøbing-Skjern Kommune. 

Flemming Nielsen fortæller, at det er ulovligt for kommunen at give økonomisk støtte til, at Karoline Stenholdt Nielsen kan gå på en friskole.
Flemming Nielsen fortæller, at det er ulovligt for kommunen at give økonomisk støtte til, at Karoline Stenholdt Nielsen kan gå på en friskole.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Den forklaring køber Janni Stenholdt Eskesen og Mogens Smed Nielsen dog ikke. De har blandt andet spurgt styrelsen for undervisning og kvalitet.

-  Selvfølgelig skal loven følges, men de fagpersoner, vi har snakket med, siger, at der er lovhjemmel til at sende penge ud til en privat friskole, så længe det er øremærket en bestemt elev med særlige udfordringer. Vi krydser fingre for, den falder ud til Karolines fordel, for det kan vi høre, andre kommuner har vurderet, og det må man jo også kunne her, siger Mogens Smed Nielsen.

Venter stadig på afgørelse

Janni Stenholdt Eskesen og Mogens Smed Nielsen venter stadig på en afgørelse fra kommunen om, hvor deres datter skal gå i skole.

Karoline Stenholdt Nielsen har ingen diagnoser, og derfor mener forældrene ikke, at hun passer ind i en specialskole.
Karoline Stenholdt Nielsen har ingen diagnoser, og derfor mener forældrene ikke, at hun passer ind i en specialskole.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

De har fået at vide, at de kan forvente et svar i næste uge - men ikke før skolestart. 

- Som det er lige nu, ved vi ikke, hvor Karoline skal starte henne. Det er meget angstprovokerende, fordi vi ved ikke, hvad vi skal gøre. Og hvad skal vi fortælle Karoline?, siger Janni Stenholdt Eskesen.

Selvom Ringkøbing-Skjern Kommune indtil videre har stået fast på, at de ikke vil give tilskud til, at Karoline Stenholdt Nielsen kan gå på friskolen, så opgiver hendes forældre ikke deres kamp. 

- Vi håber virkelig, at de tager det seriøst, får gået ned i dybden i sagen og får undersøgt, hvordan tingene hænger sammen, siger Janni Stenholdt Eskesen.

2:31
Forældrene til 11-årige Karoline er frustrede over Ringkøbing-Skjern Kommune.