21-årig gemte 45 kanonslag i bagagerum

Efter at være blevet taget med en stor beholdning kanonslag, kan en ung mand fra Ringkøbing se frem til en bødestraf.

Den 21-årige mand erkendte og kan se frem til en bødestraf (arkivfoto)
Den 21-årige mand erkendte og kan se frem til en bødestraf (arkivfoto)
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

En 21-årig mand er sigtet for besiddelse af ulovligt fyrværkeri. Natten til lørdag blev han taget med en stor beholdning kanonslag. 

Det oplyser politikommissær ved Lokalpolitiet i Ringkøbing, Heine Bærentsen. 

- Vi stoppede bilen i en rutinemæssig standsning. Vi kontrollerede føreren og tjekkede i samme ombæring bilen, hvor vi fandt 45 kanonslag i forskellige mærker og størrelser, siger politikommissæren. 

Den unge ringkøbingenser erkendte besiddelsen og kan nu se frem til en bødestraf. 

Politikommissæren er godt tilfreds med fundet. 

- Det er femte eller sjette beslaglæggelse, vi laver i år, og det her er et godt beslag at få væk fra gaden, siger Heine Bærentsen.