Anna kan blive nabo til Danmarks højeste vindmøller i Velling: - Det hører ingen steder hjemme
270 meter høje vindmøller kan være på vej til et testcenter ved Lem Kær i Ringkøbing- Skjern Kommune. Men naturelskere, naboer og venstrefløjen protesterer højlydt.
- Jeg er chokeret. Mest af alt chokeret.
Anna Hilden er nabo til det område i Velling, der i fremtiden kan komme til at huse landets absolut højeste vindmøller. For i Lem Kær Vindmøllepark ved Velling planlægger to projektmagere sammen med Vestas at sætte 11 test-vindmøller op i området for at lave et energi-testcenter, der skal afprøve fremtidens energiløsninger.
- Det hører ingen steder hjemme. Det er helt malplaceret og uden proportion, lyder reaktionen fra Anna Hilden, der, hvis planerne bliver en realitet, kan se frem til dobbelt så høje vindmøller, som de 11, hun lige nu er nabo til.
De nye testmøller skal placeres små 1700 meter fra hendes bolig og rage op til 270 meter op i luften - det er 16 meter højere end pylonerne på Storebæltsbroen.
- Jeg synes jo projektet er spændende, fordi vi prøver at skabe fremtiden herude, forklarer Mads Skaarup Willadsen, der er direktør i Energicenter Nord i Thisted og en af kræfterne bag projektet.
SF: Borgerne har taget deres tørn
Placeringen af de gigantiske vindmøller i netop Lem Kær Vindmøllepark giver ifølge ham mening af flere årsager – blandt andet på grund af de gode vindforhold og placeringen tæt på Vestas-fabrikken.
Men i lokalområdet møder planerne både vrede, frustration og bekymring - og mange krydser fingre for, at projektet aldrig bliver til virkelighed. En af dem er byrådsmedlem i Ringkøbing-Skjern Kommune for SF, Niels Rasmussen.
- Jeg er helt rystet over, at man kan komme i tanke om at placere 270 meter høje møller i vores flade landskab. Det vil man kunne se langt omkring, siger han og fortsætter:
- Det er meget synd for de lokale borgere i Velling, Lem, Højmark, Dejbjerg og Ringkøbing K. Nu kommer de igen i en periode, hvor de skal leve i uvished om det, der kommer. De har taget deres del af vindmølleprojekter igennem mange år, så nu synes jeg vi skal give dem ro, lyder opfordringen fra SF’s Niels Rasmussen til byrådet.
Borgmester håber på løsning trods protester
Om de får ro eller ej, det vil tiden vise. Næste gang projektet skal diskuteres på et byrådsmøde er i april eller maj, hvor byrådsmedlemmerne skal tage stilling til, om de vil fortsætte processen. Og borgmesteren håber, at både politikere og borgere vil bakke op om projektet.
- Det handler om at være med på beatet, når vi ser på den udvikling, der skal ske fremadrettet med grøn energi, lyder det fra Hans Østergaard (V).
Men borgmesteren forstår godt, at borgerne i det berørte område er bekymrede ved udsigten til at skulle huse landets højeste vindmøller i baghaven.
- Jeg har fuld forståelse for, at man synes, det virker voldsomt. Men nu skal vi være i dialog med borgere og projektleder, og så er jeg så naiv at tro på, at vi i sidste ende kan finde en løsning, som de fleste kan se sig selv i, lyder det fra borgmesteren.
Men i byerne rundt om Lem Kær Vindmøllepark er frustrationerne vokset sig så store, at over 830 har skrevet under på en underskriftindsamling mod projektet, ligesom mere end 100 har sendt bemærkninger og indsigelser ind til kommunen.
Anna Hilden er en af dem, der har taget kampen om mod vindmølle-giganterne.
Bliver du boende, hvis det bliver en realitet?
- Nej det kan jeg ikke forestille mig. Det kan jeg simpelthen ikke.