Eksplosion gav klirrende ruder: Kobbertyve på rov i sprængt vindmølle
Kobber er i høj kurs for tiden, og det mærker man på Ringkøbing-egnen. Senest er det en sprængt vindmølle, der er blevet lænset.
Skrottyve har været på spil ved en sprængt vindmølle ved Lem Kær, hvor der er stjålet kobberkabler til en værdi af 100.000 kroner.
Det oplyser lokalpolitiet i Ringkøbing til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Vindmøllen ved Lem Kær uden for Ringkøbing er måske Danmarks mest omtalte vindmølle.
I februar tiltrak møllen sig første gang opmærksomhed, da den brød i brand. Brandvæsenets indsatsleder fortalte dengang, at han kunne se den sorte røg, allerede da han kørte ud af Ringkøbing.
Møllen brændte ud på bare en time.
Dagen derpå fortalte ejeren Jørgen Skovgaard fra Skovgaard Energy, at han aldrig tidligere havde haft ild i en mølle, på trods af at han har omkring 50 af dem.
- Man er selvfølgelig lidt i chok. Jeg har været i branchen i over 30 år, og det er første gang, jeg oplever det, sagde han.
Den 7. juni kom vindmøllen atter i mediernes søgelys, da borgere i området berettede om ordentlige brag, rystelser og klirrende vinduer.
Det skyldtes, at Vestas havde nedlagt møllen ved sprængning, oplyste Vestas dengang til TV MIDTVEST.
Kobber i høj kurs for tiden
Også kobberet er med jævne mellemrum på politiets radar.
I sidste uge havde både RAH Net i Ringkøbing og en maskinfabrik i Lem haft ubudne gæster, der løb afsted med blandt andet kobber.
I maj blev der ifølge lokalpolitiet i Ringkøbing stjålet 130 kilo rent kobber og seks kortslutnings-kabler fra en transformerstation tilhørende netselskabet N1.
To måneder forinden havde selskabet indbrud i en anden transformerstation i Tarm
Og det er ikke så overraskende for Lokalpolitiet i Ringkøbing, at det netop er disse ting, tyvene går efter.
- Der er mange penge i kobber for tiden, endda også i brugt kobber. Det kunne godt tyde på, at det er de samme gerningsmænd, har Martin Bjerg, der er politiassistent hos Lokalpolitiet i Ringkøbing, tidligere udtalt til TV MIDTVEST.