EOD har undersøgt fund af sprængstof i ældre mands kælder

Politiet ved stadig ikke, hvor farligt sprængstoffet er.

EOD fra Ingeniørregimentet i Skive rykkede ud. Nu har selvsamme undersøgt sprængstoffet.
EOD fra Ingeniørregimentet i Skive rykkede ud. Nu har selvsamme undersøgt sprængstoffet.
Foto: Magnus Terp / Forsvaret

En ældre mand kan se frem til en sigtelse, efter man har fundet i omegnen af 15 kilo sprængstof i hans kælder.

Det oplyser fungerende politikommissær og leder af efterforskningen ved politiet i Herning Lars Boe Larsen, efter politiet har talt med Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, der også kendt som EOD.

- Det er virkelig sjældent, vi oplever det. Heldigvis, siger politikommissæren om fundet.

Politiet har ventet på vurderingen fra EOD, siden en hjælper, der skulle tilse den ældre, sengeliggende mand i slutningen af maj slog alarm.

Kort efter var både politi og Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste ved mandens villa på en vej ved Rækker Mølle mellem Skjern og Videbæk.

I første omgang lød vurderingen, at man havde fundet 12 kilo plastisk sprængstof. Mængden er nu opjusteret til 15 kilo plastisk sprængstof.

Venter på flere oplysninger

Plastisk sprængstof er en fælles betegnelse for sprængstof, der kan formes. For nuværende ved politiet ikke, hvilken type sprængstof der er tale om. Det skal en farlighedsvurdering fra EOD afklare.

- Men generelt er det altid forbundet med en vis risiko at opbevare sprængstof.

- Nu skal vi have klart lagt den reelle fare med hjælp fra EOD, forklarer Lars Boe Larsen, der fortæller, at opbevaringen blandt andet spiller en rolle.

Foruden sprængstof har man fundet mindst 250 detonatorer, en røgbombe, der ligner en granat, samt både løse og skarpe patroner.

- Vi har haft kontakt til ham og oplyst, at han kan se frem til en sigtelse, fortæller Lars Boe Larsen.

Kan have fået fat i det på lovlig vis

Politiet har tidligere oplyst, at den ældre mand har haft et firma, der har specialiseret sig i sprængningsopgaver.

For nuværende kan politiet ikke afvise, at han er kommet i besiddelse af sprængstoffet under lovlige omstændigheder.

- En del af vores arbejde er at klarlægge, hvordan han har fået fat i det, forklarer Lars Boe Larsen.

Ingeniørregimentet i Skive har tidligere bekræftet over for TV MIDTVEST, at man har været ved villaen på baggrund af politiets henvendelse.

Ingen personer blev evakueret i forbindelse med fundet.