Føl faldt i vandet: Beredskab reddede ung 'søhest'
Et føl var røget i vandet og skulle have hjælp af flere mænd for at blive genforenet med sin mor.
Et føl var fredag eftermiddag blevet forvandlet til en ”søhest”. Og det var vist ikke helt frivilligt.
Den lille hest var nemlig blevet adskilt fra sin mor, som stod på brinken og kiggede ned til sin lille.
Det var noget, forbipasserende ved Skjern lagde mærke til, så det lokale beredskab blev tilkaldt.
Her fik Michael Nielsen sig en opgave, som hører til i den mere sjældne afdeling.
Han skulle i gang med en indsats, der kunne få den unge søhest tilbage på land.
- Det er første gang for mig som indsatsleder, at jeg skal hjælpe et dyr op fra et vandløb, og jeg har været indsatsleder siden 2016.
- Jeg har ikke en statistisk over, hvor tit det sker, men det sker ikke tit. Jeg er ikke engang sikker på, det sker en gang om året, siger Michael Nielsen, indsatsleder for Brand & Redning Midtvest.
Afkølet og træt
Føllet traskede rundt i udkanten af Skjern ved et åløb, som munder ud i Skjern Å. Her var dyret altså faldet i og kunne ikke selv komme op.
Derfor måtte i alt fire granvoksne mænd i gang med at hjælpe. To orkestrerede indsatsen på land, mens to andre hoppede i tørdragterne for at skubbe bagpå.
Den lille hest fik altså en slags hestesko og kunne komme op til den ventende mor. Her fik den hurtigt noget at spise og tilsluttede sig resten af flokken.
Og det var et godt tidspunkt, mor og føl blev genforenet.
- Jeg tror, at føllet var ved at være lidt afkølet og træt af at stå dernede. Det var en lykkelig slutning, siger indsatsleder Michael Nielsen.