Linda er tredje generation til at drive feriested: Én ting har hun lavet drastisk om

Bilberg-familien har haft feriestedet siden 1966, men som noget helt nyt er det ikke campinghytter, der huser gæsterne længere.

INCOMING 020924 1755 mabr
Foto: Mathilde Fomsgaard Brander

En seng, et toilet og et bad. 

Hvad mere han man brug for på sin ferie? 

Ikke noget. Det er i hvert fald Linda Bilberg Nyholms pointe. Hun driver som tredje generation feriestedet lidt syd for Hvide Sande, som hun, da hun overtog, døbte "Bilberghus - Beyond Bed & Breakfast".

- Det taler ind i tidsånden i dag - man behøver ikke at bo så stort, bare man har lidt, men godt, siger Linda Bilberg Nyholm.

Linda Bilberg Nyholm overtog stedet fra sin far for tre år siden. Der trængte til at ske noget nyt. Derfor valgte hun at rive de gamle campinghytter ned for at skifte dem ud med otte nye Tiny Houses. 

Nu får turisterne 18 eller 24 kvadratmeter med seng, toilet, et lille køkken og bad. Og det har vist sig at være en kæmpe succes. 

- Vi havde slet ikke troet, at det ville gå så godt. Vi har ikke haft ét ledigt hus, siden vi startede.

- Vi er allerede så godt med, at vi ikke behøver bookinger resten af året for nå vores budget, så det er helt vildt, siger Linda Bilberg Nyholm

Familieejet siden 1956

I mere end 60 år er der blevet drevet hotel og camping på familiens grund. Det stod dog ikke ligefrem skrevet i stjerne, at Linda Bilberg Nyholm skulle ovetage efter sin far, som overtog efter sin far.

- Da jeg var ung, tænkte jeg, at jeg aldrig skulle arbejde med turisme, fordi min far arbejde hele tiden, siger hun.

Og det kan hendes far Svend Aage Bilberg godt huske.  

- Jeg glemmer aldrig, dengang du smed dig i stuen og sagde ' far du har aldrig tid til mig, det er altid de forbandede turister'. Det gik lige i hjertet, siger den tidligere indehaver Svend Aage Bilberg.

0:26

Svend Aage Bilberg er i dag vicevært  på stedet og han glæder sig over, at familienavnet forsat driver stedet. 

Ferieformen har ændret sig

I højsæsonen koster et Tiny House 1500 kroner pr. nat.

Er det ikke i overkanten for så lidt plads?

- Nej, der er det, som de skal bruge, og vi får rigtig god feedback fra vores gæster, siger Linda Bilberg Nyholm. 

- Det er det her, folk gerne vil. De vil gerne bo tæt på naturen, de vil gerne bo lækkert, der behøver ikke være det hele store.

Og det er turisterne enige i. 

- Vi elsker det enkelte - og det vigtigste er, at vi kan være ude i det fri. Bare vi har et sted og sove, siger Klaus Von Kuczkowski fra Lüneburg i Tyskland, der er på ferie ved Hvide Sande. 

Linda Bilberg Nyholm driver ikke kun feriestedet efter families erfaringer. Hun har også læst en kandidat i turisme, som hun kan trække på i sit arbejde.