Parcelhus brændte ned: Derfor er der lettelse hos politiet

Politiet roser brandvæsenet, som sørgede for, at branden ikke bredte sig midt i villakvarteret.

Politiet mener nu, at årsagen er fundet til den brand, der søndag hærgede et villakvarter i Stauning vest for Skjern.

Et parcelhus stod i flammer, og det endte med at brænde ned.

Branden opstod i husets garage.

- Vi lægger til grund, at det er pillefyret, der er årsag til branden, siger politiassistent Martin Bjerg fra lokalpolitiet i Ringkøbing.

Nu skal forsikringsselskabet indover.

- Vi har afspærret området omkring huset, men vi frigiver det senere i dag til forsikringen, beretter Martin Bjerg.

Forhindrede, at det bredte sig

Politiet glæder sig over, at Brand & Redning Midtvest hurtigt var på stedet, efter at branden var opstået søndag ved middagstid - midt i et villakvarter. For selvom huset altså brændte ned, gjorde den indsats en stor forskel.

- Det betød, at der ikke var fare for, at ilden skulle sprede sig til nabobygningerne, siger politiassistent Martin Bjerg.

Beboerne i huset var ikke hjemme, da branden opstod.