Ung trafikdræbt ulv stammede fra Borris-området

Forskerne ved ikke, hvorfor ulven forlod sin familie i Borris Skydeterræn, men forklaringen kan være mangel på føde.

Ulven blev obduceret på Københavns Universitet af veterinær patolog Tim Kaare Jensen.
Ulven blev obduceret på Københavns Universitet af veterinær patolog Tim Kaare Jensen.
Foto: Miljøstyrelsen

Det var en ulv, der kort før jul blev fundet død i rabatten på Esbjerg-motorvejen ved Kvaglund.

Og den stammede fra det, som forskerne kalder Skjern-reviret, hvilket i store træk er lig med Borris Skydeterræn.

Det oplyser Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

Umiddelbart efter fundet på motorvejen blev dyret obduceret på Københavns Universitet, og her lød konklusionen, at der med al sandsynlighed var tale om en ulv. 

For at udelukke at der kunne være tale om en tjekkisk ulvehund, der på mange måder ligner en ulv, blev der også taget DNA-prøver, og det er dem, der nu endegyldigt bekræfter, at der er tale om en ung hunulv. 

Den trafikdræbte ulv blev født i maj sidste år i et kuld på hele otte hvalpe. Hvorfor den søgte væk fra Skjern-reviret - den blev fundet cirka 50 kilometer fra områdets centrum - ved forskerne ikke med sikkerhed. Men det er usædvanligt, at så unge ulve søger væk fra familien for at finde et nyt revir.

Kent Olsen, der er videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, siger til TV MIDTVEST, at der kan være to muligheder. Den ene forklaring kan være mangel på føde - to voksne og otte hvalpe er mange i et begrænset område.

- Man ved også, at ungerne kan udvandre, hvis der sker noget med forældrene. Vi har ingen indikationer af, at koblet i Skjern-reviret ikke skulle være intakt, men det vil vi selvfølgelig holde øje med i den kommende tid, siger Kent Olsen. 

Obduktionen viste i øvrigt, at den unge ulv var sund og rask og ikke havde andre synlige skader end dem, der skyldtes påkørslen.