Blev påkørt, da han sad midt på vej: Nu er 39-årig afgået ved døden

Manden havde ligget i respirator siden ulykken.

Ulykken skete i et kryds i Kjellerup.
Ulykken skete i et kryds i Kjellerup.
Foto: Presse-fotos.dk

En 39-årig mand er nu død efter en ulykke i Kjellerup nytårsdag.

Ulykken skete, da en 19-årig bilist var på vej ad hovedgaden Søndergade i byen, da der i et kryds pludselig skete noget uventet. Bilisten foran den 19-årige undveg noget på kørebanen og vendte om for at advare, men da var det for sent. 

Den 39-årige mand sad midt på kørebanen, og selvom den unge bilist bremsede, ramte han manden med 50 kilometer i timen. 

Det fortæller politikommissær ved lokalpolitiet i Silkeborg Kenn Sølvkær Jensen. 

- Inden det skete, var der endnu et vidne, der henvendte sig til politiet og fortalte om en mand, som sad på vejen. Hun havde henvendt sig til manden, og han havde flyttet sig i første omgang, men satte sig så ud på vejen igen, siger han.

Afgået ved døden 

Den 39-årige mand, som blev ramt nytårsdag, blev sendt til Aarhus Universitetshospital i Skejby, hvor han har ligget i respirator siden. 

Natten til tirsdag omkring klokken 01.00 afgik manden så ved døden. 

På nuværende tidspunkt har politiet ingen sigtede i sagen, oplyser politikommissæren fra Silkeborg. 

- Normalvis bliver man sigtet for uagtsomt manddrab, når man kører nogen ned, som afgår ved døden, men i dette tilfælde afventer vi foreløbigt, siger Kenn Sølvkær Jensen. 

Derfor er det nu op til Anklagemyndigheden at vurdere, om den 19-årige bilist skal sigtes.

Politiet har valgt at afvente en afgørelse, fordi sagen har særlige omstændigheder, og fordi politiet endnu ikke har alle oplysninger, siger politikommissæren. 

- Vi kan ikke sige, om han har været påvirket af noget under hændelsen, eller hvad der ellers kan ligge bag. Om han er påvirket får en indflydelse på afgørelsen, og det skal senere afgøres gennem obduktion, siger Kenn Sølvkær Jensen.