Efter flugt fra politiet: Nu er 23-årig blevet fængslet

Den unge mand nægtede sig i grundlovsforhøret skyld i vold og trusler mod sin tidligere samlever.

Håndjern sættes fast
Foto: Flemming Christensen

Den 23-årige mand, der for en uge siden stak af fra politiet i Silkeborg, er nu blevet varetægtsfængslet til den 13. april.

Det skete mandag formiddag ved et grundlovsforhør ved retten i Viborg.

Den unge mand skulle egentlig være stillet for en dommer den 14. marts, men inden da lykkedes det ham at stikke af fra politigården i Silkeborg.

Trods en større eftersøgning kunne ordensmagten ikke finde flugtfangen, og efter tre dage udsendte Midt- og Vestjyllands Politi derfor en efterlysning med hans navn og foto.

Overvejer at kære til landsretten

I går søndag valgte han så melde sig selv, og dermed kunne grundlovsforhøret så endelig gennemføres.

Den 23-årige er sigtet for vold og trusler mod sin tidligere samlever, men nægtede sig skyldig, da han sad foran dommeren. 

Til gengæld kunne han godt erkende at være stukket af fra politiet. Som begrundelse for flugten angav han i retten, at han følte sig uretfærdigt behandlet.

Under flugten opsøgte han endnu engang sin tidligere samlever, men det resulterede ikke i yderligere sigtelser.

Den 23-årige bad om tid til at overveje, om han vil kære fængslingskendelsen til landsretten.